Skip to main content
7. september 2023

500 offentligt ansatte fra Syddanmark mødes til debat om løn

FOA er godt i gang med at pudse kravene af til næste forårs overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Forbundet samler derfor 500 syddanske medlemmer til debat om løn og arbejdsvilkår.

Foto: Unsplash
Pressemeddelelse fra FOA

Lønnen halter efter, og vilkårene ude på de offentlige arbejdspladser bliver mere og mere pressede. Derfor er forårets overenskomstforhandlinger på det offentlige område (OK24) stærkt imødeset af både FOAs medlemmer, tillidsfolk og politikere. Landets tredjestørste fagforening har som led i optakten til forhandlingerne inviteret medlemmerne til debatmøder om OK24, og interessen for mødet i Middelfart i dag den 7. september har været overvældende: Der er kun ganske få ledige pladser tilbage.

Det er så stærkt, at så mange har lyst til at deltage i debatarrangementet. Det fortæller mig, hvor dedikerede medlemmer vi har, og hvor meget OK24 betyder for dem. Men det fortæller mig også, at vi har dem i ryggen, når vi går til forhandlingsbordet, og det er noget, der styrker mandatet, siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.

På det private arbejdsmarked blev der i foråret aftalt pæne lønstigninger, der over en toårig periode mere eller mindre skal genoprette reallønnen. Men de offentligt ansatte må tålmodigt vente på udfaldet af forårets overenskomstforhandlinger, alt imens deres økonomi fortsætter med at være presset. Det har affødt en ekstra ulmen blandt FOAs medlemmer.

Inflationen har været ekstra hård ved de lavtlønnede, ingen tvivl om det. Det betyder, at der er ekstremt meget på spil for vores medlemmer ved OK24, og jeg har sjældent oplevet så stort et engagement forud for en overenskomstforhandling. Jeg er helt overvældet af den gejst og energi, vi mærker fra vores medlemmer i øjeblikket, siger Mona Striib.

Forbundsformanden påpeger, at overenskomster er mere end løn, men at der grundet inflationen er et stærkt fokus på netop løn denne gang. Det skyldes ikke mindst lønstrukturkomiteen og den nært forestående trepart om et lønløft af udvalgte offentlige faggrupper.

Når politikerne siger, at ’penge har vi mange af’, så bliver jeg lidt provokeret, for FOAs medlemmer deler ikke den oplevelse. På den anden side giver det for mig at se et fint afsæt for forhandlingerne om en ny overenskomst, siger Mona Striib og forklarer, at debatmødet skal være med til at finpudse forbundets krav frem mod forhandlingerne.

Debatmødet i Middelfart er det andet i en række af fem. Det første fandt sted på Scandic Copenhagen i København torsdag den 6. september, mens Aalborg Kongres- og Kulturcenter huser den afsluttende debataften den 28. september.

Programmet for debatmødet i Middelfart:

17.00: Ankomst og spisning

17.45: Velkomst og status på forhandlingssituationen

18.10: Spørgsmål og åben debat

19.30: Musikalsk underholdning

20.00: Tak for i dag