Skip to main content
6. marts 2025

80 mio. til 25 stiprojekter i Middelfart Kommune: Her er der stier på vej

Nu bliver det nemmere og sikrere at gå eller tage cyklen: I de kommende år bliver 25 stiprojekter, der skal forbinde stisystemerne i hele kommunen, realiseret.

Af: Middelfart Kommue | Foto: Pexels
Pressemeddelelse

En sikrere skolevej for børnene i Fjeldsted-Harndrup og i Strib er to af de projekter, som vil blive realiseret i de kommende år. Aftaleparterne bag ny politisk aftale har i alt udvalgt 25 stiprojekter, og der følger penge med.

Højt prioriteret er skolestier og pendlerstier, som skal fremme trafiksikkerheden og få flere til at cykle. Det samme gælder stier, som binder lokalsamfundene i kommunen bedre sammen internt og på tværs, og der har været et stort ønske om at færdiggøre nogle af de rekreative stier, som allerede er igangsat.
Stiplanen 2025 er blevet til i samarbejde med lokaludvalgene, som er kommet med forslag til stisystemer lokalt.

I perioden 2025-2030 bliver der afsat 60 millioner kroner til stier. Aftalen omfatter desuden stier for 20 millioner kroner, som vil blive gennemført i forbindelse med byudviklingen i lokalområderne.

Jeg er rigtig stolt af den her aftale, som vil gøre Middelfart Kommune til et endnu mere attraktivt sted at leve, bo og besøge. Ved at forbedre trafiksikkerheden og tilgængeligheden for bløde trafikanter på vejen til skole, arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter og naturoplevelser, får vi flere til at gå eller vælge cyklen. Det er godt for både den mentale og fysiske sundhed, det mindsker CO2-udledningen og trængslen på vejene, og det øger sammenhængskraften i lokalsamfundene, siger Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune.

Parterne bag aftalen fastholder at afsætte midler til at realisere cykelstien på Bubbelvej mellem Ejby og Brenderup, Banestien mellem Vejlby og Asperup samt forlængelsen af Lillebæltstien, så den smelter sammen med Assens kommune i syd og Nordfyns kommune i nord. Der vil desuden blive etableret fire sløjfer ved Viby Å, Fønsskov, Eskør og Brende Å, så vandrere på Lillebæltstien kan tage mindre rundture i lokalområderne.

Pulje på 9,5 mio. kr. til erhverv

Aftaleparterne ønsker også at imødekomme stier, som er mere erhvervsrettede, og som skal sikre cykelstier til medarbejdere. Som en del af aftalen bliver der derfor afsat en pulje på 9,5 millioner kroner, og Middelfart Kommune vil nu gå i dialog med de lokale virksomheder om mulige placeringer.

Ny stiplan bliver pejlemærke for stier i fremtiden

De samlede forslag til stisystemer fra lokaludvalgene, som har indgået i forhandlingerne, udgør en samlet sum på 345 millioner kroner. Projekterne vil blive beskrevet i en ny stiplan, Stiplan 2025, som er på vej. Den vil blive pejlemærke, når der afsættes midler til stier i kommende budgetforhandlinger.
Den nye stiplan bygger ovenpå den gamle fra 2015. Stiplan 2015 bestod af 42 stiprojekter, hvoraf de 37 er færdige eller er i proces, og de fem resterende projekter er blevet overført til den nye stiplan.