Skip to main content
17. april 2024

Angst forekommer hyppigt hos mange danskere, men unge voksne savner råd og hjælp

Angst vurderes til at være den hyppigst forekommende psykiske lidelse, hvor 350.000-400.000 voksne danskere har symptomer svarende til kriterierne for angst.

Af: Isabella Fuglsang | Foto: Unsplash

Døjer du med angst? Så er du langt fra alene, da angst er en af de mest udbredte psykiske sygdomme i Danmark. Og det er især voksne mellem 20-40 år, der søger hjælp og råd, når angsten presser på.

Nye tal fra Psykiatrifondens rådgivning viser, at 31 % af deres samtaler om angst er med mennesker i alderen 20 til 29 år, og de 30-39-årige står for 27 % af samtalerne om angst.

Ser man på samtlige henvendelser til Psykiatrifondens rådgivning handler 9 % af telefonsamtalerne i rådgivningen om angst og lidt flere, 12 %, af chatsamtalerne.

Brug for hjælp til at klare dagligdagen med angst

Angst kan påvirke dagligdagen og muligheden for at have et socialt liv samt gøre det svært at tage en uddannelse eller at gå på arbejde. Og derfor er der mange yngre mennesker, der har brug for hjælp.

Og der er brug for Psykiatrifondens rådgivning, det fortæller de i en ny pressemeddelelse, hvor en af deres brugere har skrevet: Akut psykiatri vil ikke “se” mig, når det er angstanfald. De sender mig hjem igen.

Psykiatrifondens rådgivning er gratis og anonym, og de har 130 frivillige rådgivere, som alle har en relevant faglig baggrund for at rådgive mennesker om psykisk sygdom.

Hvis du føler, at du har brug for Psykiatrifondens rådgivning, kan du altid kontakte dem. Det gør du på deres hjemmeside.