
10 startups fra Middelfart kommune var mandag aften samlet til finaleaftenen på Fynske Bank Startup Boost. Forretningsideerne bag de pitchende iværksættervirksomheder talte bl.a. exoskeletter til bedre arbejdsmiljø, en 3D-printet børstemaskine og en webshop med smarte sko til folk med store fødder.
De veloplagte og godt forberedte deltagere leverede alle skarpe pitches, men det var 24-årige Anne Larsen fra webshoppen Appaz, der løb med førstepladsen og de 75.000 kr., som skal bruges til udvikling af virksomheden.
Det er så vildt og overvældende at løbe med den her sejr. Det kommer til at betyde, at jeg kan udvikle min forretning hurtigere og er tættere nå mit mål om at gå fuld tid. Og så er det et kæmpe skulderklap og anerkendelse af det, jeg gør, og ofrer for det, siger den unge iværksætter.
Pengene vil Anne bruge på at investere i et større varelager, både med importerede varer, men i høj grad også egne designs, som er dyrere at få produceret, fordi man skal aftage et stort parti.
Anne har skabt Danmarks første webshop med farverigt gamingudstyr, der især henvender sig til piger og folk, der er fans af østasiatisk popkultur, også kaldet anime. Det var bl.a. det, der gjorde udfaldet for dommerpanelet:
Når Anne blev valgt som vinder af checken på de 75.000 kr., så er det fordi, hun har bemærket et unikt hul i markedet for gaming og modigt er gået målrettet efter at bidrage til ligestilling på gamingområdet, fortæller erhvervskonsulent i Middelfart Erhvervscenter Esben Kragh Aalund, der er tovholder på Fynske Bank Startup Boost. Til dagligt arbejder han med vejledning af startups og har indgående kendskab til netop iværksætteri.
Iværksætterkonkurrencen er et samarbejde mellem Middelfart Erhvervscenter og Fynske Bank, der skal sætte fokus på iværksætteri i Middelfart kommune.
Med Fynske Bank Startup Boost har det været målet for os at sætte fokus på iværksætteriet for at opfordre flere til at have modet til at springe ud i det. At det blev en kvindelig iværksætter, der vandt, er et ekstra plus, for dem mangler vi i Danmark, siger erhvervskonsulenten.
Gennem et intensivt forløb på fire uger har iværksætterne fået undervisning i forretningsudvikling, salg, markedsføring og pitch. Godt 50 mennesker var mødt op for at høre de 10 iværksættervirksomheder pitche for dommerpanelet bestående af lokale erhvervsfolk og se, hvem der blev kåret som vinder.
Michael Bruun/heykommunikation tog billeder på dagen. Se dem her: