Vi holder fast i målet og justerer vejen derhen. Det er vigtigt, at et meget bredt flertal i byrådet står sammen om den grønne omstilling, for det er beslutninger, der rækker mange år frem. Med aftalen siger vi tydeligt, at Middelfart Kommune fortsat vil tage ansvar for mere grøn energi – men også at borgerne skal tidligere med, så de i den helt tidlige fase kan være med til at påvirke, hvordan et projekt bliver udformet, siger borgmester Anders Møllegård.
Ny vej til grøn strøm
Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten, Alternativet og Kaj Piilgaard Nielsen er med i den nye tillægsaftale. Med tillægsaftalen fastholder byrådet målet om selvforsyning med grøn strøm i 2030. Det er alene vejen til målet, som bliver justeret. Produktionsmålet er 394.000 MWh med afsæt i de nye nationale prognoser mod tidligere 500.000 MWh. Nye projekter vil i højere grad blive vurderet på, om de er realistiske at gennemføre. Det betyder blandt andet, at kommunen fremover ser nærmere på projektudviklernes økonomi, organisering, finansiering og evne til at gennemføre projekter. Ansøgere skal beskrive, hvordan de vil arbejde med at øge lokal opbakning. Borgerdialogen bliver sat i gang tidligere i processen, hvor dialoggrupper og lokalsamfundskonsulenter skal være med til at skabe gennemsigtighed og tryghed lokalt. Vindenergi får større vægt i nye projekter. Sol indgår fortsat. En vigtig del af aftalen er samtidig, at den grønne omstilling også skaber værdi lokalt. Derfor bliver det præciseret, at midlerne fra grøn pulje i størst muligt omfang kommer lokalsamfundene til gavn samt de borgere, der bor tættest på VE-anlæggene. Grundlaget for disponeringen af midlerne til lokale almennyttige projekter er lokalsamfundenes egne udviklingsplaner.Når et lokalområde bidrager til den grønne omstilling, skal det også kunne mærkes lokalt. Grøn Pulje skal bruges til projekter, der giver konkret værdi dér, hvor påvirkningen er størst. Det kan være fælles faciliteter, forbedringer af lokalområdet eller andre initiativer, som lokalsamfundene selv peger på, siger Anders Møllegård.Aftalen sikrer, at lokalsamfundene ikke først bliver inddraget sent i processen, men får mulighed for at påvirke projekterne tidligere. Dialoggrupperne bliver videreført, og kommunen stiller fortsat en lokalsamfundskonsulent til rådighed. Konsulenten skal ikke forhandle på vegne af naboer eller lokalsamfund, men understøtte processen, dele viden og hjælpe med at skabe en mere ligeværdig dialog mellem borgere, kommune og projektudviklere. Aftalen lægger også op til, at energifællesskaber, lokalt medejerskab og samarbejde med lokale forsyningsselskaber fortsat skal være en del af arbejdet med at skabe lokal værdi. Med tillægsaftalen bliver retningen for den videre udbygning af vedvarende energi justeret på flere områder:
- Målet om selvforsyning med grøn strøm i 2030 med en produktion på 394.000 MWh.
- Nye projekter bliver i højere grad vurderet på realisme, lokal interesse og mulighed for gennemførelse.
- Borgerne bliver inddraget tidligere i processen.
- Vindenergi bliver prioriteret højere i kommende projekter.
- Grøn Pulje bliver målrettet tydeligere de lokalsamfund, der bliver påvirket af VE-anlæggene.
- Lokalt medejerskab og energifællesskaber bliver styrket.
Løbende evaluering og politisk opfølgning
Aftalen skal evalueres årligt samt i tilfælde af, at der kommer ny statslig regulering, der ændrer på vilkårene, så byrådet løbende kan følge udviklingen, fremdriften i projekterne og behovet for justeringer frem mod 2030.Johannes Lundsfryd Jensen, gruppeformand Socialdemokratiet, udtaler: Socialdemokratiet er meget tilfredse med, at flere partier nu tilslutter sig den ambitiøse VE-aftale fra sidste byrådsperiode. Vores mål har hele tiden været, at vi skal producere grøn strøm, som svarer til forbruget i Middelfart Kommune. På den måde tager vi ansvar for vores eget forbrug. Med den nye tillægsaftale er der foretaget et par gode justeringer. De er fornuftige og betyder, at aftalen følger med tiden. Line Thingberg, gruppeformand Venstre, udtaler: Venstre er meget tilfredse med tillægget til den eksisterende VE-plan. Der er sat ekstra fokus på tidlig borgerinddragelse med kompensation og grøn pulje til de berørte områder. Samtidig er Venstre glade for, at vi nu stiller krav til opstiller om at være seriøs fra start, så man ikke bondefanger lokalområdet unødigt. Det er gennemsigtighed og ordentlighed! Venstre kvitterer for en konstruktiv proces og ser mange gode takter i tillægsaftalen, som har bred politisk opbakning. Linda Johnsen, gruppeformand Socialistisk Folkeparti, udtaler: Det er godt, at vi fastholder ambitionen om at være selvforsynende med grøn strøm i 2030. Med denne tillægsaftale fastholder vi ambitionsniveauet, samtidig med at vi lægger vægt på stærkere lokal forankring og værdiskabelse i form af muligt medejerskab og energifællesskaber. For SF er det centralt, at der er fremdrift i den grønne omstilling. Louise Mejnert Ferslev, gruppeformand Liberal Alliance, udtaler: I LA er vi glade for den brede enighed om tillægget til VE-planen. Vi er specielt glad for den forenklede og mere gennemsigtige procesplan, som i henhold til tillægget vil sikre en tidligere lokal forankring samt en tidlig inddragelse af de nærmeste borgere. Det er vigtigt, at vi som kommune og myndighed kan sætte retningen for den gode proces i nuværende og kommende VE projekter. Lasse Schmücker, gruppeformand Enhedslisten, udtaler: Enhedslisten Middelfart er gået med i en ny aftale om vedvarende energianlæg i kommunen. Aftalen sikrer større lokal indflydelse, bedre hensyn til natur og naboer samt øget fokus på, at gevinsterne fra den grønne omstilling også kommer lokalsamfundene til gode. Enhedslisten ser aftalen som et vigtigt skridt mod en mere ansvarlig og demokratisk grøn omstilling i Middelfart Kommune. Maria Lund Nielsen, gruppeformand Alternativet, udtaler: Den grønne omstilling lykkedes bedst, når vi løfter i fællesskab. Derfor er vi i Alternativet glade for, at et bredt flertal på tværs af partierne har kunne samle sig om en aftale, der både styrker udbygningen af vedvarende energi og den lokale forankring. Med øget og tidlig borgerinddragelse sikre vi, at borgerne får større indflydelse på udviklingen i deres lokalsamfund, samtidig med at vi tager ansvar for klimaet og vores fælles fremtid. Herudover er vi glade for, at aftalen nu også har fokus på en bredere vifte af vedvarende energiløsninger som for eksempel tidevandsteknologi, vandturbiner og solceller på kommunale tage. Kaj Piilgaard Nielsen, løsgænger, udtaler: Jeg er en del af den nye VE-ordning, fordi naboers og lokalsamfunds interesser nu er en klar førsteprioritet. Der er fokus på de nærmeste naboer, frivillige aftaler om værditab og direkte gevinster til lokalsamfundet ved etablering af energianlæg. Samtidig stilles der krav til opstilleres økonomiske styrke og gennemsigtighed, så seriøse aktører prioriteres frem for lykkeriddere. Endelig er der nu politisk vilje til at sige nej til projekter, der tidligt viser tegn på at tilsidesætte lokalsamfundets interesser.
