I år skal rigtig mange af vores bygværker have en makeover. Enkelte broer skal have den helt store omgang - blandt andet Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund. Andre arbejder er en fortsættelse fra tidligere som på de sydfynske broer, og så er der andre igen, som blot skal igennem en mindre reparation, siger Iben Maag, projektchef for drift og vedligehold af bygværker.Årets opgaver spænder fra udskiftning af belægning, fuger, lejer og mekaniske komponenter til maling og betonreparationer. En del af opgaverne er allerede kontraheret og andre er på vej i udbud. Status kan ses på Udbudsportalen.
Tilstand skal tjekkes
Udover de planlagte renoveringsarbejder, skal Vejdirektoratets folk også ud at gennemgå tilstanden på omkring 20 forskellige bygværker for at planlægge fremtidige præventive arbejder på dem.Vores broer og tunneler binder vejnettet sammen på kryds og tværs af Danmark, og de mennesker, der bor i nærheden, er ofte afhængige af dem i deres dagligdag, hvad enten de kører på arbejde, henter børn eller passer deres uddannelse. Derfor er det vigtigt, at vi løbende holder bygværkerne i god stand, og at arbejderne gennemføres på en måde, så det er til mindst mulig gene for trafikanterne, siger Iben Maag.Vejdirektoratet gennemfører i år vedligeholdsarbejder for omkring 250 mio. kroner på broer og tunneler.
Vejret spiller en stor rolle
Langt de fleste af de arbejder, Vejdirektoratet skal i gang med, er vejrfølsomme, og derfor skal de fleste opgaver gennemføres, mens der er jævnt høje temperaturer og færrest nedbørstimer.Vi går i gang med forårets komme, og så står vejarbejderne på hen til efter efterårsferien, hvis vi er heldige med vejret. Specielt når vi arbejder med belægninger og overfladebehandlinger, skal der være en vis temperatur og ikke for høj luftfugtighed for at få det bedste resultat, siger Iben Maag.
