24. september 2025

|

Pressemeddelelse

Elever med særlige behov til traktordag i Middelfart

Hos MONI Worldwide i Middelfart blev en ganske almindelig onsdag til noget særligt, da elever fra Havredal Praktiske Uddannelser i Midtjylland lagde vejen forbi.

Elever med særlige behov til traktordag i Middelfart
Af: MONI Worldwide | Foto: MONI Worldwide

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Med hjælp fra deres lokale forhandler, Grundvad Maskiner, fik de unge en dag fyldt med oplevelser i selskab med Deutz-Fahr-traktorer. Havredal Praktiske Uddannelser i Karup giver unge med særlige behov mulighed for at lære gennem konkrete opgaver inden for landbrug, maskiner og hverdagsaktiviteter. Skolen råder over 170 hektar jord, hvor Deutz-Fahr-traktorer spiller en vigtig rolle i arbejdet. Derfor var det oplagt at tage turen til Middelfart for at møde den danske importør af Deutz-Fahr, MONI Worldwide. Eleverne tog turen i minibus fra Karup til Middelfart, hvor de blev mødt af en hel maskinpark af Deutz-Fahr-traktorer, der stod klar til at blive udforsket, prøvekørt og kigget nærmere på. Dagen bød på både teori og praksis. Produktchef Bo Moisen introducerede eleverne til alt fra hydraulik og bremser til serviceintervaller og oliefiltre, inden turen gik videre til at prøve kræfter med populære modeller som Deutz-Fahr 5125 og 6135C.
Det var tydeligt, at eleverne var nysgerrige og havde lyst til at lære. Det betyder meget at kunne give dem en oplevelse, hvor de både får ny viden og mærker maskinerne i hænderne. Eleverne lærer bedst gennem praksis, og her kunne de se, hvordan moderne teknologi i traktorerne spiller sammen med det arbejde, de kender hjemmefra, fortæller Martin Lindgaard fra Grundvad Maskiner, der har samarbejdet med Havredal i mere end 20 år.
MONI åbner dørene
For MONI var dagen lige så givende som for eleverne. Simon Fynbo Ugilt, marketingkoordinator hos MONI, glæder sig over, at virksomheden kan være med til at give unge en oplevelse, de kan tage med sig videre:
Vi vil gerne være et sted, hvor elever, kunder og samarbejdspartnere føler sig velkomne. At kunne give de unge en dag, hvor de oplever noget nyt og får lov til at prøve kræfter med teknikken, betyder rigtig meget for os. Det handler ikke kun om maskiner – det handler også om mennesker, siger han.
Efter en sidste prøvetur bag rattet sluttede besøget med en rundvisning på MONIs kommende domicil, som står klar ved årsskiftet. Her er drømmen at kunne åbne dørene for endnu flere arrangementer, hvor faglighed, fællesskab og praktisk erfaring går hånd i hånd.

Galleri

Event Information