LB Foreningen i Region Syddanmark har valgt 15 projekter, der skal få midler til at forstærke den lokale forankring af bæredygtighed og biodiversitet i regionen.
Vi har modtaget virkelig mange interessante ansøgninger til at få del i vores million til bæredygtighed i Region Syddanmark. Udvælgelsen har været svær, men vi er meget glade for at kunne være med til at sætte gang i 15 forskellige indsatser, som alle er kendetegnet af et meget stærkt lokalt engagement, siger Bjarne Toft, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Syddanmark.
Selvom der kun blev valgt 15 projekter, modtog LB Foreningen i alt 71 ansøgninger med en samlet værdi på 5,3 millioner kroner.
Hvem er modtagerne?
Den største donation går til SDU Klimaklog Hverdag, som er en årlig handlingsuge på SDU i Odense, Esbjerg, Kolding, Sønderborg og Vejle, der modtager 99.500 kroner.
Den mindste donation på 10.000 kroner går til Børns Voksenvenner i Fredericia-Middelfart til at tage på ture med biodiversitet og bæredygtighed i centrum.Ud over disse skal der også gives midler til Mellemfolkeligt Samvirkes projekt for unge grønne frontløbere i Vollsmose og Grønne Nabofællesskaber i Vejles projekt ”Det Levende Lab, Sammen om biomaterialer”, som giver borgere mulighed for at mødes om praktisk arbejde med blandt andet plantefibre, svampe og mikroorganismer.
Organisationerne modtager også et værk af kunstneren Line Jensen, der er nummereret og signeret af kunstneren selv.
Du kan se hele listen over modtagere og deres formål her.
