Vi tror på, at vi skal hjælpe og række ud i det omfang, vi kan, og der, hvor der er brug for det, og det vil Familienetværket i Teglgårdskirken gerne være et udtryk for. Inflationen har sat sit præg i mange menneskers liv. Behovet er stort og der er mange udfordringer i familierne i dag, siger Birgit Tind, som er leder af Familienetværket Middelfart.
Presset hverdag for mange familier
En undersøgelse gennemført i efteråret 2022 blandt næsten 600 familier i Blå Kors' familienetværk, der samarbejder med lokale kirker, viser, at inflationen har en betydelig indvirkning på familiernes dagligdag. Hele 78 procent af familierne oplever, at inflationen påvirker deres hverdag meget, mens yderligere 17 procent oplever en mindre indvirkning. Undersøgelsen afslørede også, at mere end hver femte familie er nødt til at springe måltider over, og 16 procent må af og til undlade at give deres børn madpakker med i børnehave eller skole som følge af økonomiske udfordringer.Vi er glade for, at vi har kunnet få lov til at hjælpe 25 familier med lidt ekstra mad. Det løfter lidt af byrden ved at bringe glæde, håb og lidt luft i økonomien hos de trængte familier. Over en kop kaffe er maden blevet hentet, og det er blevet til mange gode snakke, hvilket har været utrolig godt og givende. Sammen som frivillige kan vi gøre meget, og vi vil gerne gøre vores lille del, siger Birgit Tind.Maduddelingerne er ét blandt flere initiativer. Blå Kors Danmark har samlet set modtaget 30,9 mio. kroner, hvoraf knap 25 mio. kroner går til børn i udsatte familier og resten er til udsatte voksne, som får hjælp via væresteder.
