Der bliver også noget at danse til, når Rock Under Broen næste sommer igen fylder området under Den Nye Lillebæltsbro med musik. Festivalen har nemlig offentliggjort KATO som det første navn på den elektroniske scene, Strømmen.
KATO er manden bag en lang række klubhits og har gennem mere end 15 år sat sit præg på den danske elektroniske musikscene. Mange kender ham blandt andet for hits som Turn The Lights Off, der sidste år fik nyt liv på sociale medier og blev opdaget af en helt ny generation af musikfans.
Også med nyere udgivelser viser KATO, at han fortsat er aktuel. I september udgav han singlen Pretend, som er endnu et bidrag til hans musikalske katalog.
Elektronisk fest under broen
Med KATO som det første offentliggjorte navn på Strømmen er der lagt op til masser af elektroniske rytmer, klubstemning og store hits, når festivalen løber af stablen næste sommer.
Strømmen blev introduceret på Rock Under Broen i 2025 som festivalens scene for DJs og elektronisk musik. I år voksede festen til dobbelt størrelse efter en tætpakket debut, og nu er KATO det første navn, der er offentliggjort til scenen i 2027.
Flere navne på plakaten til RUB27
KATO er det første navn, der er offentliggjort til den elektroniske scene. På festivalens øvrige scener er der allerede annonceret fem navne: Jada, Magtens Korridorer, Tobias Rahim, HUGORM og Annika.
Rock Under Broen 2027 finder sted den 11. og 12. juni i Middelfart.
Billetter til festivalen kan købes via Rock Under Broens billetsalg.
