14. oktober 2024

Gearskifte med det lange lys på: Ny holdleder hos Team Fjelsted

På trods af en ellers resultatmæssigt flot 2024-sæson har ledelsen bag Team Fjelsted valgt at afslutte samarbejdet med Brian Møller Skydt. I hans sted tiltræder Ulrich Østergaard.

Gearskifte med det lange lys på: Ny holdleder hos Team Fjelsted
Af: Viktor Bork | Foto: Fjelsted Speedway Klub

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Det er ikke kun på banen, at der sker gearskifte hos Fjelsted Speedwayklub. I en pressemeddelelse fra Team Fjelsted fremgår det, at ledelsen pr. torsdag den 10. oktober har valgt at opsige samarbejdet med holdleder Brian Møller Skydt og i stedet satse på Ulrich Østergaard, der er en velkendt skikkelse i og omkring speedwayklubben:
Team Fjelsted har pr. dags dato valgt at afslutte samarbejdet med Brian Møller Skydt og i stedet indgået en aftale med Ulrich Østergaard, der vil danne holdleder med Ib Pedersen for sæsonen 2025.
I pressemeddelelsen lægger speedwayklubben ikke skjul på, at de, trods afskedigelsen, har været glade for samarbejdet med den nu tidligere holdleder:
Vi har været glade for samarbejdet med Brian gennem 2024. Han vil uden tvivl finde gode muligheder i en anden klub, hvormed vi takker for samarbejdet og ønsker ham held og lykke fremover.
Det lange lys på
På trods af en ellers resultatmæssigt flot 2024-sæson sker holdlederskiftet som led i en langsigtet strategi, hvor Ulrich Østergaard er tiltænkt en fremtrædende rolle som manden, der skal føre klubben videre i den rigtige retning:
Vi har valgt at tænke langsigtet, og da det forventes, at Ib Pedersen inden for de kommende år vælger at trække sig tilbage, har vi behov for en langsigtet løsning, som er i tråd med vores kultur. Vi er overbeviste om, at Ulrich passer rigtig godt ind.
Nu er det tid til, at Ulrich Østergaard og resten af Team Fjelsted trækker i arbejdstøjet forud for 2025-sæsonen, hvor de skal forsøge at bygge videre på denne sæsons finaleplacering i SpeedwayLigaen.
Event Information