25. juni 2024

Hjælp kommunen med at skabe en Kulturkanon

Som en del af Byrådets ambition om at sætte fokus på kulturens betydning for vores identitet og livsglæde, sætter de nu i gang med skabelsen af Middelfart Kommunes Kulturkanon – og de vil meget gerne have din hjælp!

Hjælp kommunen med at skabe en Kulturkanon
Af: Viktor Bork | Foto: LokalNyt Middelfart

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
I anledning af Byrådets arbejde med etableringen af Middelfart Kommunes Kulturkanon inviteres alle borgere, foreninger, lokaludvalg og kulturaktører i Middelfart Kommune til at komme med deres bud på de kulturelle steder og aktiviteter, som de føler hører hjemme på listen. Mere specifikt ønsker Byrådet indstillinger på kultur, der afspejler, hvad Middelfart Kommune repræsenterer inden for de fire kategorier:
  • Kulturtilbud (f.eks. musik, keramik, scenekunst m.m.)
  • Natur og fritid (f.eks. geografi, outdoor, idræt m.m.)
  • Arkitektur (f.eks. bygninger, broer m.m.)
  • Kulturarv (f.eks. museer, historiske steder m.m.)
Byrådet hører især gerne fra dig, hvis du har forslag til kulturtilbud, der opfylder nedenstående kriterier:
  • Repræsenterer et værdifuldt kulturelt sted eller en værdifuld kulturel aktivitet i Middelfart Kommune
  • Kendetegner Middelfart Kommune og de helt særlige kvaliteter, man finder netop her
  • Er et sted, en begivenhed eller en aktivitet, som man kan pege ud på et kort, besøge og opleve
Ønsket er, at kommunes borgere i fællesskab kan være med til at udpege kommunens mangfoldige kulturperler, så flere borgere og turister i fremtiden vil få glæde af dem. Vil du være med til at etablere Middelfarts Kommunes helt egen kulturkanon? Du er velkommen til at indsende så mange forslag, som du ønsker, frem til 5. september 2024. Du deler dine forslag med Byrådet her.
Den videre proces
Når afstemningen er lukket, vil en nedsat arbejdsgruppe gå i gang med at prioritere de forslag, der skal indstilles til at være med i den endelige kulturkanon. Det er Børn, Kultur og Fritidsudvalget, der har det endelig ord, og de vil først skulle træffe den endelige beslutning i løbet af det nye år. Byrådet forventer at kunne offentliggøre Middelfart Kommunes Kulturkanon i foråret 2025.
Event Information