Julevenner er skabt for at sikre, at ingen behøver at føle sig alene, men i stedet kan opleve den varme og samhørighed, som julen er kendt for. Det er hjerterum i helt konkret betydning, når nogen rækker hånden ud og inviterer fremmede til juleaften, siger projektleder for Julevenner i Røde Kors, Lene Knudtzen.Sidste år fandt i alt +4.500 juleværter og julegæster hinanden igennem Julevenner.dk
Hold jul med fremmede: Enestående julefællesskab er åbent for tilmelding
Mens nogle er nysgerrige på at starte nye traditioner, er der andre, der sidder alene juleaften. Derfor åbner Røde Kors og Boblberg endnu engang for et helt særligt julefællesskab.
Julen nærmer sig, og for mange betyder det glædelige forberedelser og forventningsfulde planer med dem, man har kær. Men for andre kan tanken om julen være forbundet med uro og bekymring, fordi de ikke har et fællesskab eller en tryg tradition at se frem til på juleaften. Ikke mindst kan julen bringe en følelse af ensomhed, hvis man sidder ufrivilligt alene på en traditionsrig aften, hvor andre samles og glædes.
Netop derfor åbner Røde Kors og Boblberg for 13. år i træk for det unikke julefællesskab Julevenner, hvor alle, der ønsker en juleaften i hyggeligt – men som udgangspunkt fremmed - selskab, kan finde nye fællesskaber og skabe betydningsfulde minder.
