”Jeg var for ung til at få KOL,” siger Vibeke Domar Fischer.
KOL var det sidste, hun forventede at blive diagnosticeret med, da hun som 50-årig begyndte at opleve, at hun mistede pusten på trappen og ikke kunne synge som før, selvom hun levede et aktivt liv og aldrig havde røget. Nu håber hun bare, at folk kan lære af hendes historie og reagere tidligere, så de kan blive ved med at leve det gode liv på trods af diagnosen. ”Jeg kan stadig lave alt det, jeg elsker,” siger hun.
Hvad er KOL?
KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er en sygdom, hvor luftvejene forsnævres, og lungevævet bliver nedbrudt, efterhånden som sygdommen forværres.
KOL kan ikke helbredes, når man først har sygdommen. Men man kan mindske mange af sygdommens symptomer og generende følger ved at holde op med at ryge, være fysisk aktiv og tage inhalationsmedicin. Jo før man opdager KOL og bremser faldet i lungefunktion, jo bedre. Tabt lungefunktion kan nemlig ikke genvindes.
De tre tegn på KOL:
-
Åndenød: Du bliver let forpustet, når du anstrenger dig, går på trapper eller klarer små gøremål i hjemmet.
-
Hvæsende vejrtrækning: Det piber, når du trækker vejret.
-
Hoste og opspyt: Du hoster ofte og spytter slim op.
Man kan finde flere informationer om KOL og lungesygdomme på sundhed.dk og Lungeforeningen.
Få målt din lungefunktion
Lungeforeningen tilbyder i år et rekordstort antal muligheder for at få målt sin lungefunktion på Lungedagen den 24. september. Fordelt på 125 steder rundt omkring i landet bliver det muligt for de fleste at komme til.
KOL rammer både mænd og kvinder. I Danmark anslås det, at 400.000 danskere har KOL, men kun 170.000 er i behandling for det. KOL er den enkeltstående sygdom, der dræber flest danskere, hvor cirka 10 danskere dør på grund af sygdommen hver dag. I 2024 stod KOL for 3.720 dødsfald i Danmark.
En undersøgelse lavet af Lungeforeningen viser, at 2/3 af danskere med symptomer på KOL ikke reagerer på dem. Det bliver undskyldt med, at man er blevet ældre eller er kommet i dårlig form, og derfor går de ikke til lægen.
Alle i Middelfart Kommune opfordres til at få tjekket deres lungefunktion torsdag den 24. september:
-
Middelfart Nærhospital, Østre Hougvej 55, 5500 Middelfart, område C
