Mere kendskab til mobile fællesskaber og gratis rådgivning
En af Josefines opgaver bliver at udbrede kendskabet til Social Drive Out, der etablerer 300 mobile værksteder over hele landet som en del af regeringens værdighedsreform. Her kan mennesker få adgang til nærvær, fællesskab, mad og hjælp til konkrete problemer. Indsatsen skaber samtidig kontakt til blandt andre læger, kommunen, psykiatrien og rusmiddelbehandling.
Josefine skal også sætte fokus på KFUM's Sociale Arbejdes gratis, professionelle rådgivningstilbud, som er samlet under navnet Raad.dk. Her kan man blandt andet få uvildig økonomi- og gældsrådgivning, retshjælp, konfliktmægling og bisidning. Senest er der også kommet et tilbud om juridisk hjælp til internationalt adopterede.
Josefine er for nylig flyttet til Middelfart sammen med sin kæreste og deres hund. Hun har otte års erfaring inden for marketing og kommunikation. De seneste fire år har hun arbejdet med skole- og uddannelsesområdet, blandt andet med at skabe opmærksomhed om erhvervsskolerne.
Om KFUM’s Sociale Arbejde
KFUM’s Sociale Arbejde hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer. Det gælder blandt andre mennesker, der oplever ensomhed, hjemløshed, psykisk sårbarhed, misbrug eller fattigdom.
Organisationen er en af Danmarks største sociale og diakonale organisationer med omkring 1.200 ansatte og 2.600 frivillige fordelt over hele landet.
