Efter mange overvejelser har Marianne, ejeren af Alwilda, besluttet at lukke sin kaffe- og tebutik i Middelfart.
Beslutningen kommer tre år efter, at Marianne fik en hjerneblødning, som har vendt op og ned på hendes liv. Hun har kæmpet for at holde butikken kørende, men må nu erkende, at den kræver mere, end hun arbejdsmæssigt kan bidrage med. Overskuddet skal fremover bruges på familie, venner og hende selv.
Det er en trist og vemodig beslutning for Marianne, da butikken har fyldt meget i hendes liv de seneste 19 år. Gennem årene har hun mødt utroligt mange søde mennesker og haft både sjove og alvorlige samtaler hen over disken. Hun har fået lov til at følge med i mange menneskers liv – på godt og ondt – hvilket har været en stor gave, som hun kommer til at savne, fortæller hun.
Søgning efter ny ejer
Marianne håber at finde en person, der vil drive butikken og webshoppen videre. Hun ser et stort potentiale for vækst med nye idéer og energi. Interesserede købere opfordres til at kontakte hende på alwilda@alwilda.dk eller via sms på 27141402.
Hvis det ikke lykkes at finde en ny ejer til Middelfarts te- og kaffebutik, lukker butikken endeligt i starten af det nye år. Indtil da holder Alwilda åbent onsdag, torsdag og fredag fra 9.30-17.30 samt lørdag fra 9.30-14.00.
