Klimafolkemødet er en årlig, gratis begivenhed, hvor borgere, forskere, virksomheder, foreninger, organisationer og politikere mødes. Formålet er at dele viden, diskutere løsninger og inspirere flere til at handle på klimaudfordringerne – både i hverdagen og gennem større fælles initiativer.
Programmet spænder over mere end 400 debatter, workshops, samtaler og kulturelle arrangementer. De mange aktiviteter bliver fordelt på 20 scener, mens omkring 90 boder langs Havnegade giver gæsterne mulighed for at møde forskellige klimaaktører og blive klogere på grønne løsninger.
Musik, kultur og kendte gæster
Klimafolkemødet byder også på musik, kultur og kendte gæster. Blandt de offentliggjorte navne er sangerne Mads Langer og Kedde. Publikum kan desuden opleve blandt andre forfatter Merete Pryds Helle, kok og kulinarisk formidler Nikolaj Kirk, journalist og podcastvært Mads Steffensen samt forfatter og journalist Niels Krause-Kjær.
Også politikere, forskere og klimaeksperter deltager i de tre dage. Blandt navnene er Samira Nawa, Sigrid Friis, Jeppe Bruus, klimaforsker Sebastian Mernild og biolog Alexander Holm.
Der er aktiviteter for både børn og voksne, og programmet skal skabe nye møder, partnerskaber og konkrete ideer til, hvordan lokalsamfund, virksomheder og foreninger kan blive grønnere.
Ved Klimafolkemødet i 2025 lagde omkring 40.000 gæster vejen forbi Middelfart. Der er gratis adgang til Klimafolkemødet alle tre dage.
