21. november 2025

Læserbrev: Et valgsvigt af dimensioner - Hvem narrede egentlig hvem?

I et læserbrev deler Niels Ole Frederiksen sine tanker om det netop overståede kommunalvalg og resultatet her i Middelfart. Læs det herunder.

Læserbrev: Et valgsvigt af dimensioner - Hvem narrede egentlig hvem?
Af: Niels Ole Frederiksen | Foto: LokalNyt Middelfart

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Jeg er én af de 252 vælgere i Middelfart, der satte min stemme på den tidligere socialdemokrat Ulla Sørensen. Jeg er ikke vred, jeg er mest af alt målløs. For jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er, hun har gang i. At forlade sit parti for at jage borgmesterkæden, som var det første signal, vi fik ud af tv, ja, det kan jeg da i det mindste respektere som ærlig rå magtbrynde. Men når resultatet ender med, at Venstre og resten af den blå brigade, med Enhedslisten dinglende som en politisk lammehale, har narret hende til en plads uden reel indflydelse, så giver det hele ingen som helst mening. Hvis hendes egentlige problem var Johannes Lundsfryd som borgmester, hvorfor sagde hun det så ikke før valget? Hvorfor skulle vi som vælgere først opdage sandheden efter, at vi havde lagt vores tillid i hendes hænder? Jeg må nu konstatere, at jeg tog fejl. Og ikke bare en lille fejl, men virkelig dum fejl. Det er pinligt for demokratiet. For hvad i alverden siger det om vores politiske kultur, når folkevalgte mennesker, mennesker, der lever af vores tillid, med et skuldertræk sætter den samme tillid over styr? Når man som vælger må føle sig taget ved næsen som en naiv statist i et dårligt politisk amatørteater? Det er ikke kun en enkelt politiker, der falder igennem her. Det er et system, der blafrer i vinden som en udtjent valgplakat. Min konklusion er, hvis demokratiet skal overleve, ikke som et glansbillede, men i virkeligheden – så må vi stille langt skrappere krav til de mennesker, der vil repræsentere os. Og måske endnu skrappere krav til os selv, så vi holder op med blindt at tro på det første glansbillede, der stiller op på en valgplakat. Ellers fortsætter det politiske skuespil – og vi står tilbage i kulissen og klapper af noget, der for længst burde have været taget af plakaten.
Event Information