23. december 2024

|

Pressemeddelelse

Middelfart Kommune baner vejen for kommunal grøn trepart med de helt lokale aktører

Middelfart Kommune har sammen med en bred kreds af lokale aktører indgået en aftale om en Kommunal Grøn Trepart. Aftalen sætter retningen for den kommende omlægningsplan.

Middelfart Kommune baner vejen for kommunal grøn trepart med de helt lokale aktører
Af: Middelfart Kommune | Foto: LokalNyt Middelfart

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Som en del af Middelfart Kommunes klimaambitioner og indsats for bæredygtig udvikling er der netop sat underskrifter på aftalen om Middelfart Kommunes Grønne Trepart. Aftalen er underskrevet af seks nøgleaktører: L&F Centrovice, Danmarks Naturfredningsforening i Middelfart, Patriotisk Selskab, Middelfart Vandråd for grundvand, Middelfart Spildevand og Middelfart Kommune. Samarbejdet sigter mod at vedtage en omlægningsplan, der som minimum indeholder konkrete udpegninger af projekter, der medvirker til opfyldelse af indsatsbehovet for hovedvandoplandet og aftale om udtagning af lavbundsjorde, som beskrevet i Folketingets "Aftale om Implementering af et Grønt Danmark".
Vores aftale understreger Middelfart Kommunes ambition om at være en frontløber inden for grøn omstilling. Ved at samle aktører på tværs af interesser skaber vi en unik platform for dialog og samarbejde, der kan inspirere resten af landet, siger Jacob Bjørnskov Nielsen, formand for Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget.
En del af noget større
Middelfart Kommunes Grønne Trepart er en del af en større proces, der kulminerer med en multifunktionel omlægningsplan i 2025. Planen inddrager input fra borgere, lodsejere og lokale arbejdsgrupper og vil sikre en helhedsorienteret tilgang til brugen af det åbne land.
Samarbejdet omkring Middelfart Kommunes grønne trepart er et stærkt fundament for at realisere vores vision om en bæredygtig fremtid. Alle aktører har været med til at lave en god og solid aftale for vores fælles vej i den grønne omstilling, som er til gavn for både borgere og landbruget, siger Anders Møllegaard, formand for Teknisk Udvalg.
Særligt fokus vil være på at beskytte grundvandet, fremme biodiversiteten, rejse skov, udpege robust landbrugsjord og reducere næringsstoffer i kystområder som Gamborg Fjord, der har det højeste indsatskrav i kommunen og er udpeget af Miljøministeren til akut indsats senest i 2027. I samarbejdet om Gamborg Fjord har de erhvervsdrivende partnere aftalt at betale et betydeligt beløb til nærmere analyser af presfaktorer. Parterne bag aftalen fremhæver den inddragende tilgang som en styrke og ser frem til at bidrage med deres ekspertise og ressourcer i processen. Når omlægningsplanen er færdig og vedtaget af Middelfart Byråd inden 2026, så vil den skulle forankres i den tværgående lokale trepart for hele Lillebælts vandopland. De første borgermøder, hvor alle er velkomne til at bidrage med deres input og arbejde til Middelfart Kommunes Lokal Grøn Trepart, vil blive afholdt i februar og marts.
Event Information