46 spændende kulturelementer fordelt over hele kommunen
De øvrige 46 elementer rummer alt fra traditionsrige arrangementer til skjulte kulturperler. Du kan se dem alle på det særligt håndtegnede kort af heraldiker Stefan Lægaard. Originalkortet måler 140 x 200 cm og kan opleves i forhallen på Middelfart Rådhus. Mindre kopier af kortet vil blive hængt op på kommunens biblioteker, plejehjem, dagcentre, børnehaver og skoler. Find også kortet - og mere viden om hvert af de 49 elementer her. Målet med Middelfart Kommunes Kulturkanon er at inspirere til at gå på opdagelse i den lokale kultur, der skaber stolthed, fællesskab og sammenhængskraft i vores kommune.Kulturen i Middelfart Kommune er ikke bare noget, vi deltager i - den er en del af vores fælles identitet. Den fortæller, hvor vi kommer fra, og hvad der betyder noget for os. Derfor er jeg stolt af, at vi nu lancerer Middelfart Kommunes første kulturkanon. Jeg håber, at man vil tage godt imod den og bruge den som anledning til både at opleve de 49 steder og fortællinger - og til at tale om, hvad kultur betyder for os, siger Lars Vigsø, formand for Børn, Kultur og Fritid i Middelfart Kommune.
