Et ældreliv med livsglæde ser forskelligt ud fra menneske til menneske. Derfor skal vi have en ældrepleje, der sætter borgeren i centrum og giver plads til forskellighed. Jeg er rigtig glad for, at man i Langeland, Middelfart og Viborg har haft gavn af frisættelsen. De gode erfaringer fra forsøgskommunerne giver vigtig viden om, at vi med ældrereformen er på rette vej. Ambitionen med reformen er netop at give alle landets kommuner frihed til bedre at kunne indrette ældreplejen, som det passer dem bedst lokalt. Nu skal vi lære af de gode erfaringer fra de frisatte kommuner.
Mere selvbestemmelse og social kontakt
Medarbejdere og ledere i Langeland, Middelfart og Viborg Kommune oplever generelt, at der er sket et samlet kvalitetsløft i forhold til borgerne i forsøgsperioden. Medarbejderne har især bedre mulighed for at kunne understøtte de ældres personlige pleje, selvbestemmelse og ønsker til aktiviteter og social kontakt. I Middelfart har forsøgsordningen blandt andet givet medarbejderne mulighed for at afholde en ugentlig fest med kaffe og kage for beboerne i et område med mange ældreboliger. Arrangementet, der finder sted på det lokale plejehjem med hjælp fra frivillige kræfter, har haft til formål at styrke fællesskabet blandt beboerne. Ældreminister Mette Kierkgaard siger:Forsøgsordningen viser, at både borgere og medarbejdere har glæde af frisættelsen. Borgerne får en bedre ældrepleje, når de sættes i centrum, og medarbejderne oplever større arbejdsglæde, når vi udviser dem tillid til, at de kan bruge deres faglighed. Jeg tror, at virkelig mange kommuner i deres omstilling til en ny helhedspleje med faste teams kan lade sig inspirere af forsøgskommunerne.
