28. april 2026

|

Pressemeddelelse

Middelfartmilen giver forsmag på Royal Run i Middelfart

Fredag den 22. maj inviterer Middelfart Kommune til Middelfartmilen – Royal Side Run for alle - som optakt til Royal Run.

Middelfartmilen giver forsmag på Royal Run i Middelfart
Af: Isabella Fuglsang | Foto: LokalNyt Middelfart

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Til Middelfartmilen kan borgere i alle aldre gå eller løbe en one mile-rute og mærke både fællesskabet og den særlige Royal Run-stemning få dage før den store begivenhed rammer byen. I maj begynder forventningens glæde for alvor at kunne mærkes i Middelfart. Efter en række lokale Side Runs rundt i kommunen kulminerer optakten nu i en samlet aktivitet midt i byen, hvor alle er inviteret med, inden Royal Run indtager Middelfart 2. pinsedag.
Uformel opvarmning for alle
Middelfartmilen finder sted fredag den 22. maj kl. 17.00–18.00 og er en gratis og uformel opvarmning, hvor det ikke handler om tider eller placeringer, men om at være med. Her kan man gå, løbe eller tage ruten i sit eget tempo og gerne flere gange i løbet af den time, arrangementet varer.
Middelfartmilen er en invitation til hele kommunen. Det er en mulighed for at komme ud, være aktiv og mærke det fællesskab, som Royal Run handler om. Vi glæder os til at se børn, unge, voksne og seniorer bevæge sig gennem byen side om side og være med til at varme Middelfart op til en helt særlig dag. Royal Run er en folkefest, og Middelfartmilen er med til at tænde den gnist, siger borgmester Anders Møllegård i en nyhed på kommunens hjemmeside.
Generalprøve med scoreboard og kongekroner
Ruten er stort set den samme, som deltagerne møder under Royal Run få dage senere, hvilket gør arrangementet til en oplagt generalprøve på den store oplevelse. Undervejs kan deltagerne få en forsmag på stemningen, og i målområdet venter mulighed for at få stemplet sit “marathon mile-scoreboard”. De første 1.000 tilmeldte modtager desuden en kongekrone. Har man allerede et scoreboard fra tidligere “Træn med”-aktiviteter, kan det bruges igen, ellers udleveres det på dagen. Samtidig holder butikkerne i gågaden åbent, så Middelfartmilen bliver en del af en levende bymidte med aktivitet, fællesskab og forårsstemning. Når Royal Run løber af stablen i Middelfart 2. pinsedag, forventes omkring 14.000 deltagere samt H.M. Kongen at være med til at skabe en stor folkefest i byen. Middelfartmilen skal være med til at tænde gnisten og bygge bro til den store dag, hvor hele byen summer af liv. Tilmelding sker via Sportstiming.
Event Information