17. september 2024

Ombygningen af Middelfart Genbrugsplads er forsinket: Lukning forlænges med en måned

Som oprindeligt planlagt bliver det ikke den 1. oktober, at Middelfart Genbrugsplads åbner igen efter sin ombygning. På grund af forsinkelser forlænges lukningen til den 31. oktober.

Ombygningen af Middelfart Genbrugsplads er forsinket: Lukning forlænges med en måned
Af: Viktor Bork | Foto: Unsplash

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Siden starten af februar har en omfattende modernisering af Middelfart Genbrugsplads stået på, men nu er der kommet grus i maskineriet. Det fremgår af en opdatering fra Affald og Genbrug Middelfart på deres Facebook:
Ombygningen af genbrugspladsen i Middelfart er godt i gang, men vi er desværre ramt af forsinkelser blandt andet med levering af nogle af materialerne. Det betyder, at vi ikke kan åbne pladsen som planlagt pr. 1. oktober.
Middelfart Genbrugsplads har været helt lukket i juli, august og september i forbindelse med ombygningen, og lukningen forlænges nu til og med udgangen af oktober. Det betyder desuden, at du fortsat skal benytte genbrugspladsen i Nørre Aaby, når du skal af med dit affald. Dog forlænges de ændrede åbningstider på genbrugspladsen i Nørre Aaby ligeledes, ligesom du stadig kan aflevere dit haveaffald på Bogensevej oktober ud. En større modernisering  Den midlertidige lukning af Middelfart Genbrugsplads sker som led i en større modernisering af genbrugspladsen, der skal fremme bæredygtighed og på sigt styrke kommunes cirkulære økonomi. På grund af flere sikkerhedsmæssige foranstaltninger i etableringen af nogle nye faciliteter, så man sig tilbage i maj dog nødsaget til at lukke pladsen helt ned hen over sommeren. I stedet for oktober forventes det nu, at Middelfart Genbrugsplads åbner igen den 1. november. Når dette sker, vil pladsen imidlertid stadig være under ombygning, da hele byggeriet først forventes færdigt i løbet af foråret 2025. Hvis du er i tvivl om, hvor og hvornår du kan aflevere dit affald, har Middelfart Kommune lavet en oversigt på deres hjemmeside, hvor du kan danne dig et overblik over åbningstider og aflevering af forskellige typer affald.
Event Information