05. september 2025

|

Pressemeddelelse

Politisk aftale: Forældre, personale og byråd skal sammen finde model for tidlig SFO

Onsdag indgik partierne bag budgettet i Middelfart Byråd en bred aftale, der sætter rammerne for tidlig SFO.

Politisk aftale: Forældre, personale og byråd skal sammen finde model for tidlig SFO
Af: Middelfart Kommune | Foto: Canva

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Den analyse, som Skoleudvalget har bestilt af økonomi og de fysiske rammer på området, udvides. Partierne bag aftalen ønsker at sætte barnet i centrum og sikre en god overgang med baggrund i faglighed, forældreinvolvering og politisk opmærksomhed.

Aftaleparterne bakker op om den undersøgelse skoleudvalget har bestilt. Derudover er de enige om, at den skal være bredere og sætte fokus på kvalitet, det gode børneliv og tryghed for forældrene som grundlaget for fremtidens overgang mellem dagtilbud og skole.

Jeg kan godt lide en model, hvor vi har et fagligt og sagligt grundlag samt ordentlig inddragelse af forældre og medarbejdere, inden vi politisk træffer en beslutning om fremtiden for overgangen mellem børnehave og skole. Det har vi fået med aftalen. Samtidig er der skabt klarhed for forældrenes valg til næste år, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Analysen foreligger i det tidlige forår 2026, og derefter går byrådet i dialog med bestyrelser, ledelser, medarbejdere og elevrepræsentanter i 2. kvartal 2026.

På det grundlag bliver der i sensommeren 2026 truffet beslutning om den fremtidige model. Der er enighed om at finde de nødvendige midler, når budgettet for 2027 skal forhandles på plads.

Tre modeller i spil

Parterne er enige om, at hvis den inddragende proces viser det, så er der åbenhed overfor forskellige modeller på tværs af skoledistrikter. Der kan således blive tale om:

  • Tidlig SFO fortsætter i nuværende eller tillempet form.

  • Tidlig SFO bliver nedlagt, og børnene bliver i børnehaven til skolestart i august.

  • En fleksibel model, hvor dagtilbud og skole i de enkelte distrikter sammen med forældrene kan finde den løsning, som passer bedst til deres lokalområde.

Uanset valget af model ønsker aftaleparterne at understøtte trivsel og stærke børnefællesskaber.

Nuværende ordning fortsætter i 2026

For de skolebørn, som skal begynde i skole i sommeren 2026, vil den nuværende styrelsesvedtægt være gældende. Det betyder, at:

  • Børn i kommende 0. klasser starter som udgangspunkt i Tidlig-SFO fra den 1. marts det år, de starter i skole. Der er mulighed for at blive i børnehaven.

  • Tidlig SFO tilbydes ikke børn, der er visiteret til Skrillingeskolen, Karlsvognen og Heldagsklasserne ved Østre Skole.

Hvis flere børn end tidligere ender med at blive i børnehave fra 1. marts 2026 og frem til skolestart, er aftaleparterne enige om at dække merudgiften via den reserve, som er afsat i budgettet.

Når der er truffet beslutning om den fremtidige model i efteråret 2026, er parterne enige om at finde finansieringen af den endelige løsningsmodel via de politiske prioriteringer. Det vil sige, at dagtilbudsområdet ikke pålægges at finansiere en løsning inden for egen ramme alene.

Den konkrete finansiering fastlægges i forbindelse med budgetlægningen for budget 2027, når konsekvenserne er belyst, og der er klarhed over udmøntningen af forslaget om flere ressourcer til børneområdet fra Finansloven for 2026.

Galleri

Event Information