27. maj 2026

|

Pressemeddelelse

”Sommerkoncert på Strib Bådehavn” - med gratis adgang!

Fredag den 19. juni er der igen sommerkoncert på Strib Bådehavn arrangeret af GUF i samarbejde med SuperBrugsen Strib og Strib Bådeklub.

”Sommerkoncert på Strib Bådehavn” - med gratis adgang!
Af: Foreningen GUF | Foto: Foreningen GUF

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Nu er det blevet en tradition og arrangementet samler borgerne i Strib og omegn i stort tal. Sidste år taltes i omegnen af 400 gæster til en dejlig sommeraften med musik og dans.

Pladsen åbner kl. 17.00 og musikken spiller fra kl. ca. 18.00 til ca. 21.30. GRATIS adgang for alle.

Man møder bare op og finder sig en plet på pladsen. - Evnt. med egen festivalstol eller et tæppe under armen. Mød op i god tid, da pladsen hurtigt fyldes op.

HUSK! Der må ikke medbringes egne mad- og drikkevarer på festpladsen.

SuperBrugsen tænder grillen og der kan købes både spiselige og våde vare.

Igen i år arrangerer Strib Bådeklub - ”Vild med Vand” vandaktiviteter for børnene så der bliver helt sikkert også hygge og fest for de små.

Hvem spiller i år?

Det gør først ”Dot (Dorthe Pedersen) og Morten Husted” (Kendt fra bl.a. Mariehaven i Ansager). Begge har også spillet på CaféScenen på Strib Vinter Festival flere gange.

Dot og Morten har spillet sammen i mere end 3 år, med deres tribute til bl.a. country dronningen Dolly Parton. I kan helt sikkert glæde Jer til god stemning når duoen spiller hendes hits som blandes med andres country sange. Måske kommer der også et par stykker fra Dot’s eget sangkatalog!

Og så spiller ”Johnny Madsen COVER” - som hylder en ægte landevejspoet.

”Johnny Madsen Cover” puster nyt liv i Johnny Madsens store bagkatalog. Den benhårdt sammenspillede trio, pudser den velkendte folk/blues musik af! – ikke langt fra originalen.

Toner fra Thyborøn og Fanø, ægte Johnny Madsen melodier er det man får, når trioen byder op til humor, fællessang og folkelig stemning.

Der er garanti for højt humør og håndholdt akustisk folk/blues musik i højeste kvalitet.

Der kan læses mere om de musikalske indslag på www.guf-strib.dk.

Event Information