Kantineprisen er jo en dynamisk pris, der hele tiden udvikler sig og følger med tiden, og det var meget tydeligt i år. De nominerede leverede skarpe fortællinger og imponerede i cook-off med et stort fokus på gastronomi og grønne retter understøttet af animalske smagsgivere. Ved de efterfølgende uanmeldte jurybesøg viste alle tre kantiner, at de havde fuldstændig styr på både måltiderne og gæsteoplevelsen. Niveauet var tårnhøjt, konkurrencen tæt, og juryen blev imponeret over den professionelle detaljesans hos alle nominerede, siger Anders Nicolajsen, chefkonsulent for Gastronomi & Foodservice, i Landbrug & Fødevarer og prisansvarlig for Kantineprisen.Årets vinder Christian Lundsgaard, Normal A/S Hedensted, vinder af Kantineprisen 2025, udtaler:
Fedt, at andre er lige så passionerede, som vi er, og arbejder lige så meget for det, som vi gør. Der er noget mere i kantinerne, end der har været før i tiden. Producenterne har også stor betydning og er med til at flytte, hvad vi kunne skabe for bare 5 år siden, hvor udvalget af produkter nu er noget helt andet, end det for eksempel var dengang. Prisen cementerer, at vi kan være med til at flytte noget. Kantineprisen er ikke målet, men midlet til, hvad man kan i kantiner – også på et logistiklager med 600 daglige spisende i tre holdskift. Vi har været villige til at skubbe grænserne for, hvad en kantine kan i forhold til, hvad den måske kunne for bare 5-10 år siden, siger Køkkenchef, Christian Lundsgaard, Normal A/SVinderkantinen imponerede allerede juryen under Kantineprisens Cook Off, hvor de også løb med sejren blandt de dygtige nominerede. Deres arbejde med bæredygtige og lokale råvarer, kreative menuer og et køkkenteam, der formår at skabe stærke madoplevelser, er en af årsagerne til, at de i dag modtager Kantineprisen 2025. Prisen blev overrakt af sidste års vinder, Sine Andersen fra ALFA WORKS, Compass Group, som bød årets vinder velkommen i rækken af fremragende kantiner.
