Skip to main content
9. juli 2024

Båringskov Camping med ny luksusoplevelse: Tag på glamping-overnatning i naturskønne omgivelser

Findes der noget bedre end campingferier? Kølige morgener, tynde liggeunderlag og telte, du ikke kan stå oprejst i? Det skulle måske lige være en luksuriøs glamping-overnatning på Båringskov Camping!

Af: Josefine Lilja | Foto: Båringskov Camping

I et naturskønt område lige ud til Lillebælt ligger fantastiske Båringskov Camping. En lille, hyggelig oase, for alle der ønsker en rolig ferie i det fri.

Campingpladsen, der er tildelt hele fire stjerner af Campingrådet, har alt hvad hjertet måtte begære af legepladser, badestrand, kiosk og en lækker fiskerestaurant. Og nu også Glampingmulighed!

Båringskov Camping har nemlig fået et Glampingtelt – den perfekte overnatningsmulighed til dem, der vil ud og nyde naturen, uden at gå på kompromis med komforten.

Træk stikket og lad dig forkæle

Glamping-teltet har plads til fire personer og er udstyret med køleskab, elkedel, køkkenredskaber, spisebord og senge samt en terrasse med havemøbler.

I loftet er der vinduer, så man kan kigge op på træerne og stjernehimlen.

Som prikken over i’et kan man besøge den fantastiske fiskerestaurant Restaurant Båringskov gl. Badehotel til et lækker måltid, eller nyde den skønne udsigt fra terrassen med take-away fra Møllers Fiskehus.

Bliv klogere på glamping- og campingmulighederne ved Båringskov på deres hjemmeside. Her kan du også booke din næste ferie eller overnatning på pladsen.