Skip to main content

Quasar Live hos Ungdomshuset Walker

Syddanmarks store talentprogram Quasar showcaser talentmassen gennem otte koncerter fordelt over regionen. Fredag den 10. november kan du høre fire af musikartisterne hos Ungdomshuset Walker.

Af: Marie Daugbjerg | Foto: Quasar
Pressemeddelelse fra Quasar

Jelling Musikfestival præsenterer gennem en koncertrække 16 af de bedste syddanske up-and-coming musikartister i samarbejde med de regionale spillesteder og udvalgte scener fra Syd- og Midtjylland. Dette sker som en del af talentprogrammet Quasar, der arbejder med at støtte det musikalske vækstlag i Region Syddanmark

Koncertrækken, som består af i alt 32 små showcase-koncerter fordelt på 8 forskellige spillesteder, går under navnet Quasar Live og er en god mulighed for at stifte bekendtskab med 4 nye spændende artister på en enkelt aften. Ét af de heldige spillesteder, der skal præsentere fire showcases, er det lokale Musik- og Ungdomshus Walker.

Hvad kan du forvente til en Quasar Live showcase?

Showcase koncertformatet er helt genialt, hvis man gerne vil høre noget nyt, men måske ikke lige kan klare 75 minutters helt ukendt musik til en enkelt koncert. Artisterne spiller kun 20 minutters smagsprøve på deres materiale, så der er garanti for at opleve meget forskellige og helt særlige koncerter til Quasar Live.

Vi arbejder så bredt som muligt med genre og talenter i Region Syddanmark, siger Jacob Kromann-Gallop og fortsætter: Det vigtigste for os, er at vi kan mærke engagementet og se ilden i øjnene på de unge musikere. Uanset om det er pop, jazz, elektronisk, urban eller noget helt andet, så er det først, når der er noget på spil og noget på hjerte, at det bliver til nogle gode koncerter.

Du kan altså være så heldig, at du til en Quasar Live-aften oplever nogle af de bands eller kunstnere, som kommer til at stå på de store scener engang i fremtiden. Quasar har tidligere arbejdet med og præsenteret Kalaset, Fräulein og BÆNCH, som alle har fået gang i karrieren og nu spiller landsdækkende koncertturnéer og festivaljobs.

Du bestemmer også

Quasar Live sender fire af de 16 bands videre til en finale på Jelling Musikfestival. Men du kan også som publikum være med til at bestemme og give din mening til kende om det, du bedst kunne lide. Der afvikles ved hver koncert en publikumsafstemning, som tælles sammen med alle de andre koncerter, hvorefter de to bedst placerede vinder en præmie.

Du kan se det fulde koncertprogram på Jelling Musikfestivals hjemmeside.

Programmet til Quasar Live hos Ungdomshuset Walker

Når Quasar Live løber af stablen hos Ungdomshuset Walker den 10. november, kan du se frem til følgende fire talenter:

Francis

Francis er en uafhængig, selvlært, producerende og optrædende konstellation. Lyden skabes på én primær filosofi: Lyder det godt, så er det godt

Mica Lizio

Mica Lizio serverer et pop-rocket lydbillede med en ”stank” af soul, der vinkler og farvelægger den ellers monotone hverdag.

Sismo

Med både lyde og følelser, som definerede 60’ernes blues, rock og soul, bringer han det tilbage, som ellers har været glemt i tiden.

Frekvent

Hard-rock med metal og prog-elementer, der leveres med energi og attitude. Forvent melodisk guitarbaseret musik med tyngde og dynamik.

Arrangementet varer fra kl. 19.30-22.30, og det er gratis at deltage.

Information
Dato 10/11/2023 19:30 - 10/11/2023 22:30
Arrangør Ungdomshuset Walker
Adresse Falstersvej 11
Postnummer 5500
By Middelfart