13. september 2024

|

Pressemeddelelse

Blev holdt udenfor som barn, nu hjælper Morten fra Middelfart LGBT+ asylansøgere

Den 45-årige Morten de Castro er født og opvokset i Middelfart. Han medvirker i bogen Regnbueland, som sætter fokus på LGBT+ personers hverdagsliv og arbejdsliv.

Blev holdt udenfor som barn, nu hjælper Morten fra Middelfart LGBT+ asylansøgere
Af: Bjarne Henrik Lundis | Foto: Bjarne Henrik Lundis

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Jeg var en lille ung dreng fra en lille bitte by på Fyn. Her var jeg den eneste homo, så jeg flygtede til København, da jeg blev 18 år. Jeg prøvede at være ensom og blive holdt udenfor. Heldigvis har jeg i dag fået en kæmpe flok venner, blandt andet via arbejdet som frivillig i LGBT Asylum, fortæller Morten de Castro, som i dag bor på Nørrebro.

Til daglig arbejder han som handicapmedhjælper. I de seneste 12 år har Morten de Castro nemlig været frivillig hos LGBT Asylum, hvor han hjælper LGBT+ asylansøgere.
Vi hjælper LGBT+-asylansøgerne så hurtigt, vi kan. Det kan være med at forberede dem til at gå til interviews, som de for eksempel skal med Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet. Interviewene kan godt vare op til 6-8 timer. Vi kan også være deres bisidder under interviewene. Det er meget vigtigt, at LGBT+-ansøgere har en sammenhængende og troværdig historie, så den ikke skifter afhængigt af, hvem de taler med. Men for en LGBT+-asylansøger, der er traumatiseret og måske også har stress, kan hukommelsen godt svigte, og vedkommende kommer nemt til at glemme noget, fortæller Morten de Castro.
Han gør opmærksom på, at det for den enkelte LGBT+-asylansøger kan være meget ubehageligt at skulle huske på og ribbe op i oplevelser og forhold, som har været meget ubehagelige og traumatiserende for dem.
Jeg prøver dog også at fortælle LGBT+-asylansøgerne, at det på den anden side måske er godt for dem at skulle tale om det, i stedet for bare at gemme det væk. Men at de selvfølgelig skal sige til, hvis det bliver for hårdt for dem. LGBT+-asylansøgere kommer som regel til to eller tre interviews. Fortæller man ikke nøjagtig den samme historie to gange, bliver man erklæret for utroværdig,” forklarer Morten de Castro.
I alt har LGBT Asylum i årenes løb hjulpet over 600 LGBT+-asylansøgere og flygtninge, og man har i dag både en stor afdeling af LGBT Asylum i København og en mindre afdeling i Aarhus.
Jeg har oplevet LGBT-asylansøgere, der til at begynde med havde en meget hård skal. Men i takt med, at vi mødtes og talte sammen, fik de det bedre og åbnede sig langsomt op. Og de blev nærmest som helt nye mennesker. For LGBT+-asylansøgerne føler, at de i os frivillige i LGBT Asylum har fået en ny familie. Vi skal huske på, at nogle af dem er flygtet fra deres familie, og måske har familien slået hånden af dem, og de har mistet kontakten til alle. Det kan derfor være rigtig ensomt, når man sidder i sit asylcenter og ikke ved, om det tager et par måneder eller tager et par år, før deres sag er blevet afgjort”, fortæller Morten de Castro.
Hans forældre bor stadig i Middelfart, så nogle gange sker det, at han låner hans mors bil og kører til Jelling. Her bor nemlig en del af LGBT+ asylansøgerne.
Jeg kører dem så hjem til min familie, og vi spiller spil, lytter til musik og danser måske. Når jeg har kørt dem hjem om aftenen, kan jeg godt nogle gange fælde en tåre: For jeg synes, at det er rørende, at jeg er så heldig at få lov til at være en del af deres liv, og at de er så favnende som mennesker. Og når vi er sammen, glemmer vi alt om tragiske historier, interviews og traumer. Det er et livslangt venskab, man bygger op med nogle af dem, lyder det fra Morten de Castro.
Bogen Regnbueland udkommer den 19. september på Forlaget Sidespejlet og er skrevet af journalisten Bjarne Henrik Lundis.

Galleri

Event Information