16. september 2026

Bøgehøj er navnet på Middelfarts nye kvarter

Navnet trækker tråde tilbage til en campingplads fra 1950’erne og skal fremover være navnet på det nye kvarter omkring Falstersvej.

Bøgehøj er navnet på Middelfarts nye kvarter
Af: Isabella Fuglsang | Foto: Gemini AI

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Hvad skal Middelfarts nye kvarter omkring Falstersvej hedde? Nu er svaret kommet: Bøgehøj.

Navnet blev afsløret på tirsdagens borgermøde om udviklingen af Falstersvejkvarteret, som over de kommende år skal forvandles til en ny og blandet del af Middelfart med både boliger, erhverv, grønne områder, byliv og fællesskaber.

Men Bøgehøj er faktisk ikke et helt nyt navn på bykortet.

Et navn fra Middelfarts historie

Tilbage i slutningen af 1950’erne lå der Bøgehøj Camping i området. Her kunne feriegæster slå sig ned tæt på Middelfart og Lillebælt, og navnet har derfor allerede en historie knyttet til stedet.

Nu bliver navnet taget med ind i en ny tid, hvor området skal udvikles fra tidligere erhvervsområde til et nyt kvarter i Middelfart.

Tanken er blandt andet, at historien og de eksisterende kvaliteter i området skal være en del af den nye identitet. Det gælder både de industrielle spor, virksomhederne, arbejdspladserne og det hverdagsliv, der allerede findes i området.

Flere projekter er allerede i gang

Udviklingen af Bøgehøj er allerede begyndt. Lokalplanen for Toyota-grunden er sendt i høring, mens der arbejdes videre med de overordnede planer for hele området.

Der er også udarbejdet et projekt for Gartnerstien, som skal blive en grøn forbindelse gennem det nye kvarter.

Samtidig er et midlertidigt bymiljø med blandt andet en udstillingscontainer etableret i området, så borgere kan følge med i planerne og udviklingen undervejs.

Middelfart Kommune fortæller mere om navnet og tankerne bag det nye kvarter i en nyhed på kommunens hjemmeside.

Nøgleord
Kommune
Event Information