Skip to main content
24. oktober 2024

Borgmesteren er ny formand for KL’s Miljø- og Klimaudvalg

Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd, er ny formand for KL’s Miljø- og Klimaudvalg. Han skal dermed stå i spidsen for kommunernes fælles indsats inden for klima og miljø.

Af: Viktor Bork | Foto: Middelfart Kommune / Claus Fisker

Siden 2017 har Johannes Lundsfryd været borgmester i Middelfart Kommune, og nu bliver han også et fælles holdepunkt for alle landets 98 kommuners grønne arbejde.

På sin LinkedIn-profil løfter han sløret for, at han fra den 23. oktober er ny formand for KL’s Miljø- og Klimaudvalg:

Det betyder derfor noget helt særligt for mig, at jeg fra i dag er ny formand for KL’s Miljø- og Klimaudvalg, der repræsenterer alle 98 kommuner. Jeg har været medlem af udvalget i godt syv år, så jeg er bekendt med dagsordenerne, men det giver alligevel lidt kilden i maven, at jeg nu skal stå i spidsen for kommunernes grønne arbejde.

Som ny formand kommer Johannes Lundfryd til at indtage en central position i udformningen af fremtidens klima-, miljø-, energi- og trafikpolitik – en opgave, hvis vigtighed han ikke lægger skjul på:

Jeg kan ikke finde nogen opgave, som er vigtigere for min generation af politikere end at finde svar på at afbøde klimaforandringerne, skabe mere plads til naturen og omstille til cirkulær økonomi.

Johannes Lundsfryd følger i fodsporene på Birgit Stenbak Hansen, som efter mere end to årtier i politik har valgt at trække sig tilbage.