
Der er mange ting, man skal være opmærksom på, når man går med bygge- eller renoveringsdrømme – uanset hvor store eller små de end måtte være.
En af de ting, du måske ikke er opmærksom på, kan dog ende med at komme dig til gode i det lange løb.
Middelfart Kommune har nemlig en bygningsfornyelsespulje, hvor du kan søge støttemidler til bygningsfornyelse og nedrivning af bygninger opført før 1960 – og puljen er nu igen åben for ansøgninger.
En positiv udvikling
Puljen er målrettet bygninger opført før 1960, men alle bygninger kan i princippet komme i betragtning.
Dog vil bygninger, der er bevaringsværdige, eller bygninger, der indgår i et sammenhængende bevaringsværdigt kulturmiljø, blive prioriteret højest.
Derudover dækker puljen også støtte til nedrivning af nedslidte boliger i hele kommunen samt erhvervsbygninger i byzoner.
Det overordnede formål med puljen er at fremme en positiv arkitektonisk udvikling i både by- og landområder, hvorfor særligt nedslidte bygninger med en fremtrædende beliggenhed prioriteres højt.
Sammen med de særligt nedslidte bygninger vil bygninger i mindre byer, langs hovedfærdselsårer og jernbane også blive prioriteret, da de ligeledes har en negativ effekt på det omkringliggende miljø.
Sådan søger du bygningsfornyelsespuljen
Puljen er åben for ansøgninger fra den 19. maj til den 20. juli. Der kan ikke søges støtte til allerede igangsatte eller færdiggjorte projekter.
Du kan læse mere om bygningsfornyelsespuljen og ansøge digitalt om at få del i puljen her.
Ved spørgsmål kan du kontakte Teknik- og Miljøforvaltningen på tlf.: 88 88 55 00 eller Plangruppen på plangruppen@middelfart.dk.