Skip to main content
3. maj 2024

De fleste brancher har oplevet beskæftigelsesfremgang det seneste år

Er du kommet i job inden for det seneste år? Så er du ikke alene. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser nemlig, at beskæftigelsen er steget betydeligt det seneste år – især inden for visse brancher.

Af: Isabella Fuglsang | Foto: Unsplash

I en ny pressemeddelelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) konkluderer de på baggrund af en ny analyse, at flere brancher det seneste år har oplevet beskæftigelsesfremgang.

To brancher hiver tallene op

Der er især tale om beskæftigelse i industrien og inden for rådgivnings- og vidensbranchen, hvor man har oplevet fremgang i fag med juridisk bistand, revision og ingeniører.

I industrien har man oplevet en fremgang på cirka 5.800 personer, og i vidensservice-branchen har man set en fremgang på cirka 5.400 personer. De udgør således en god del af de 33.600 personer, som beskæftigelsen er steget med fra januar 2023 til januar 2024.

Hvor det inden for vidensservice primært er de danske statsborgere, der driver stigningen, oplever man derimod i industrien, at det er den udenlandske arbejdskraft, der driver væksten – og her gælder det både herboende og pendlere.

Læs analyses hovedpunkter her, og se hvordan det er gået i din branche.