Skip to main content
12. juni 2023

De unge til Rock Under Broen fik et pusterum hos P3

I weekenden slog P3 Missionen lejr til Rock Under Broen, som gav unge mulighed for at få et pusterum og tid til at fokusere på deres trivsel.

De unge til Rock Under Broen fik et pusterum hos P3
Af: Daniel Svendsen | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA DR OG P3 MISSIONEN

Hele sommeren rejser P3 rundt i Danmark, for at møde danske unge og tale med dem om, hvad der gør dem glade. I weekenden slog P3 Missionen lejr til Rock Under Broen i Middelfart og gav unge mulighed for at få et pusterum, afslapning og tid til at fokusere på deres trivsel.

Bassen banker derudaf, og folk synger med på “I wanna be dancing” til koncerten med Drew Sycamore, men når man træder ind i P3 Missionens bus sænker roen sig. Bussen er er indrettet som en hyggekrog med bløde siddepladser, lilla blomsterranker, en hængekøje og beroligende lys. De unge festivalgængere sidder hængslængt på bussæderne i deres egen verden og lytter med hørebøffer på. Fælles for dem er, at de har valgt at benytte P3 Missionens pusterum, da bussen kom forbi Rock Under Broen, for at give de unge et ‘break’.

Pressefoto: DR
Hvad gør danske unge glade?

I en tid, hvor mange danske unge mistrives, sætter P3 Missionen i 2023 spot på, hvordan unge får større glæde i hverdagen. Derfor tager P3 Missionen blandt andet rundt til 20 lokationer i Danmark fra maj til september, for at interviewe unge om ét centralt spørgsmål: hvad der gør dem glade? Formålet er at finde ud af, hvad vi skal gøre mere af, for at skabe et godt ungdomsliv. Svarene bliver senere på året givet videre til eksperter og beslutningstagere på et stort topmøde om unges trivsel.

P3 ønsker at give hele Danmarks ungdom en stemme, som kan indgå i arbejdet med at styrke trivslen. Vi kender målgruppen på P3, vi har en bred kontaktflade med de unge, og vi ved, hvad det betyder at blive lyttet til. Så nu skal vi ud at møde dem, og vi er glade for, at Rock Under Broen har inviteret indenfor. Vi kan nemlig ikke gøre arbejdet alene, så derfor betyder samarbejdet med de mange organisationer rigtig meget for, at vi sammen kan sætte en positiv bevægelse i gang til fordel for unges mentale helbred, siger Malene Birkebæk, der er chef for P3.

Trivsel er meningsfuldt

‘Vi mødes hos P3’-lejren og bussen er indrettet til ro, hygge og fællesskab. I løbet af dagene til Rock Under Broen var der både arrangeret musikquiz samt mulighed for hygge og afslapning, hvor de unge kunne lytte til meditationsbånd og playlister fra P3.

Rock Under Broen havde set frem til besøg fra P3 Missionen.

Det er vigtigt for os, at alle der deltager på vores festival, ung som gammel, går herfra med en god oplevelse. P3 Missionen er med til at sætte lys på unges mentale trivsel og P3’s tilstedeværelse ved Rock Under Broen vil være med til at belyse områder, hvor vi som festival skal være bedre til at komme de næste generationer i møde, siger Charlotte Skovby, der er formand ved Rock Under Broen.

I bussen tog flere P3-profiler imod gæsterne. Frederikke Muff er normalt vært på P3-programmet ‘Formiddagen med Frederik & Frederikke”, men er rigtig glad for oplevelsen som vært i P3 Missionens bus til Rock Under Broen i Middelfart.

Det har været en skøn weekend med P3 Missionens bus, hvor der både er blevet musikquizzet, mediteret og slappet af blandt gæsterne i den grønne bus. Det er så dejligt at møde andre unge, der synes, det er fedt, at vi på P3 sætter fokus på mental trivsel, og dermed blive bekræftet i, at det giver mening for dem, vi laver det for. Det er helt vildt motiverende, siger Frederikke Muff.

P3 Missionen og ‘Vi mødes ved P3’-lejren kommer til Fyn igen i løbet af sommeren, og kører blandt andre et smut forbi Tinderbox Festival, Wonderful days – KFUM-KFUK festival, DM i Traktortræk i Odense og Generator Festival.

FAKTA OM P3 MISSIONEN

Igennem hele 2023 har P3 fokus på de 15-24-åriges trivsel. Med initiativet ‘P3 Missionen: Hvad gør dig glad?’ vil PS undersøge, hvad der skal til for at forbedre trivslen hos unge. Projektet er støttet af Østifterne samt Ebbefos Fonden.

Missionen er at lytte til dem, der ved allermest om netop unges trivsel: Nemlig de unge selv. Hvad betyder noget for dem? Hvad gør dem glade? Hvem og hvad kan understøtte deres trivsel? Vi fokuserer på det, der skal være meget mere af for at have det godt, og på de forandringer — store som små — der kan styrke trivslen.

Med ‘P3-missionen: Hvad gør dig glad?’ vil P3 lytte til alle slags unge fra hele landet og finde bud på, hvad der skal være mere af, Vi overrækker deres bud til de beslutningstagere, der kan være med til at gøre noget, blandt andet en række politikere, foreninger og eksperter. Så de også kan blive klogere på, hvad de unge tænker, der skal til.

I kan læse mere om alle initiativer her: P3 Missionen | DR

I kan læse om alle 20 lokationer her: P3 Missionen tager på bustur i hele landet.

Pressefoto: DR / P3 Missionen