Når musikken spiller, og tusindvis af mennesker er samlet til Rock Under Broen i Middelfart, kan det være svært at se forskel på en beruset festivalgæst og en person med farligt lavt blodsukker.
Men for mennesker med diabetes kan den misforståelse få alvorlige konsekvenser.
Derfor kan festivalgæster igen i år hente et gratis diabetes-armbånd på Rock Under Broen.
Armbåndet gør det lettere for samaritter og andre festivalgæster at opdage, når en person med diabetes har brug for hjælp.
Diabetesforeningen uddeler i samarbejde med Alm. Brand de lyseblå armbånd på en lang række festivaler og arrangementer over hele landet – heriblandt Rock Under Broen.
Lavt blodsukker kan være livsfarligt for mennesker med diabetes, der tager insulin. Symptomerne kan let forveksles med beruselse, fordi personen kan virke forvirret, konfus, bleg eller påvirket.
På armbåndet står der: "JEG HAR DIABETES. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker og RING 112. TAK"
Det kan være forskellen på liv eller død, at andre hurtigt opdager, at en person har diabetes og har brug for hjælp ved lavt blodsukker. Armbåndet gør sygdommen synlig og fortæller helt konkret, hvad man skal gøre i situationen. Det skaber tryghed – både for mennesker med diabetes, samaritter og andre festivalgæster, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.
Omkring 1.300 mennesker med type 1-diabetes ved Lillebælt
Armbåndet er særligt relevant for mennesker med type 1-diabetes og andre, der behandles med insulin.
I Sundhedsråd Lillebælt, som Middelfart Kommune hører til, lever omkring 1.300 mennesker med type 1-diabetes. For dem kan et festivalarmbånd være en ekstra sikkerhed i situationer, hvor mange mennesker er samlet, og hvor symptomer på lavt blodsukker kan være svære for omgivelserne at genkende.
Kan hentes gratis på festivalen
Armbåndet kan hentes gratis hos samaritterne eller i førstehjælpsteltet på Rock Under Broen.
Diabetesforeningens erfaringer viser, at armbåndet skaber tryghed for både mennesker med diabetes og dem, der skal hjælpe, hvis en akut situation opstår.
Armbåndet bruges derfor ikke kun på festivaler, men også til koncerter, fester og i hverdagen.
Det kan også købes i Diabetesforeningens netbutik.
