Efteråret betyder mere tid indenfor og færre åbne døre og vinduer. Samtidig stiger luftfugtigheden i mange boliger, og det kan skabe gode betingelser for skimmelsvamp.
En af de vigtigste måder at forebygge fugtproblemer på er derfor at sørge for regelmæssig udluftning og en stabil temperatur i boligen.
EDC Poul Erik Bech - Middefart anbefaler blandt andet, at temperaturen ikke kommer under 18 grader, og at forskellen mellem rummene højst er fem grader.
Luft ud flere gange om dagen
Der kan gøres flere ting i hverdagen for at mindske risikoen for fugt og skimmelsvamp.
Det anbefales blandt andet at skabe gennemtræk i 5-10 minutter to til tre gange om dagen, bruge emhætten under madlavning og lufte ud efter bad.
Det kan også være en fordel at undgå at tørre tøj indenfor og holde en jævn temperatur i alle rum – også dem, der ikke bliver brugt så ofte.
Loft og tagkonstruktion kræver særlig opmærksomhed, fordi fugtskader her kan være svære at opdage. Hvis fugten ikke bliver ventileret væk, kan den med tiden føre til råd og svamp i blandt andet spær og undertag.
