
Hun får ansvaret for den daglige drift, udviklingen af Sanos tilbud samt at sikre de bedst mulige rammer for både patienter, medarbejdere og samarbejdspartnere.
Jeg glæder mig rigtig meget til at være en del af en ambitiøs organisation drevet af høj faglig standard. Jeg ser frem til at være med til fortsat at videreudvikle fremtidens sammenhængende behandlingstilbud, så vi sammen får skabt de bedste tilbud for vores patienter, siger den nyudnævnte chef, Rikke Strunz Pedersen.
Kommer til med solid erfaring
Rikke Strunz Pedersen kommer med en solid erfaring fra den offentlige sundhedssektor, hvor hun senest har været ansat som funktionschef i Region Sjælland. Her har hun haft ansvaret for de forebyggende indsatser i eHospitalet i Det Nære Sundhedsvæsen, hvor målet har været at forebygge forværring i sygdomme, forebygge indlæggelser og mindske indlæggelsesvarighed.
Jeg tænker, at jeg med min baggrund vil kunne bygge bro til det øvrige sundhedsvæsenet, så vi sikrer sammenhæng i behandlingen for mennesker med gigt, udtaler hun.
Vicedirektør i Gigtforeningen og chef for alle Gigtforeningens behandlingssteder, Henrik Kjær Hansen, er overbevist om, at netop Rikke Strunz Pedersen kan være et stort aktiv i udviklingen af Sano:
Jeg er virkelig glad for, at Rikke nu skal stå i spidsen for Sano. Vi har fået vedtaget en stærk og perspektivrig strategi for Sano, og hun vil med sin faglige dybde og sit høje energiniveau være den helt rigtige til at realisere strategien.
Hun har et stort kendskab til sundhedsvæsenet, og så har hun en stærk ledelsesmæssig værktøjskasse, der gør, at hun er klædt på til at drive de omstillinger, som Sano naturligt skal igennem for hele tiden at ramme de behov, som gigtpatienter har, siger Henrik Kjær Hansen.
Rikke Strunz Pedersen er uddannet ergoterapeut og var i en årrække ledende ergoterapeut på Næstved Sygehus, før hun fik ansvar for flere større udviklingsprojekter i Region Sjælland.
Fakta:
Om Sano:
- Gigtforeningens Sano-centre er behandlingssteder for gigtpatienter i hele landet og har center i Skælskør, Aarhus og Middelfart
- 1.100 gigtpatienter er hvert år igennem et rehabiliteringsforløb på Sano
- 80 procent af gigtpatienterne er i den erhvervsaktive alder
- Lokale borgere benytter sig årligt af Sanos holdtræning samt fitness- og bassinfaciliteter