En del af Skandinavien-Middelhavet-korridoren
Banedanmark har søgt om EU-midler til at udrulle ERTMS på strækningen mellem Korsør og Middelfart, og har netop fået tilsagn om 145 millioner kroner til projektet. Strækningen er en del af den såkaldte Skandinavien-Middelhavet korridor, som er en vigtig transportkorridor i EU. Transportminister Thomas Danielsen er glad for, at EU støtter Danmarks arbejde med det nye signalsystem:Det nye signalsystem kommer til at give en langt mere stabil og sikker drift for jernbanen i Danmark. Det er et stort skulderklap til Banedanmark og Sund & Bælt, at EU støtter udrulningen af ERTMS. Udskiftningen af signalsystemet er en omfangsrig og kompliceret opgave, som alle EU-landene skal igennem, og vi kan godt være stolte af i Danmark, at vores arbejde med de nye signaler bringer os i førertrøjen i EU i forhold til at afskaffe de analoge signaler, siger transportminister Thomas Danielsen.Også i Banedanmark er man glade for den økonomiske håndsrækning:
Det digitale signalsystem er et markant løft af infrastrukturen i Danmark og Europa. Det betyder, at vi kan køre trafikken tættere, mere effektivt og med højere punktlighed, end vi kunne med de gamle signaler og anlæg, som var nedslidte og årsag til mange fejl. Vi er glade for, at EU har valgt at støtte det vigtige projekt, siger områdechef for Signal Mads Søndergaard Petersen.
