Flot 2. plads til florist fra Nørre Aaby ved Tivolis Store Blomsterdyst
Camilla Paaske Kjærgaard placerede sig på en flot andenplads for sin blomsterfortolkning af Tivolis springvand.
Florist Camilla Paaske Kjærsgaard fra All About Flowers i Nørre Aaby var med i feltet af skarpe blomsterdekoratører, der i søndags den 7. september dystede i den traditionsrige blomsterkonkurrence i Tivoli.
Camilla gjorde sig med kollegaen Karoline Brask Pedersen fra Elsebeth Blomsterbinderi i Rødovre bemærket for deres flotte kreation inspireret af Tivolis fortryllende springvand, der sikrede makkerparret en flot andenplads.
Blomsterparret vandt 5.000 kr. for deres blomsterværk foruden den store anerkendelse, som det er, at blive udvalgt til at deltage i Blomsterdysten. Hvis du ikke var inde at se værkerne blive til live i Tivoli i går, så kan alle værkerne nydes under resten af Tivolis Have- og Blomsterfestival, som løber frem til og med den 14. september.
