Skip to main content
22. maj 2024

FødevareDanmark efterlyser nye regler

Fødevarekontrollen kan ikke forvente, at indehaverne af små fødevarebutikker kan stå til rådighed for administrative kontroller i hele butikkens åbningstid alle ugens dage, lyder det fra FødevareDanmark efter sag fra Strib.

Af: FødevareDanmark | Foto: Via Ritzau
PRESSEMEDDELSE

Hvis fødevarekontrollen planlægger en kontrol af en mindre fødevarevirksomhed, hvor der er behov for adgang til virksomhedens IT-system, bliver kontrollanterne nødt til at aftale tid på forhånd. Sådan lyder det fra FødevareDanmark efter en sag fra Slagteren i Strib, hvor fødevarekontrollen kom på uanmeldt besøg, mens virksomhedens ejer, Christina Kørvel, var ude at køre med varer.

Far stod alene i butikken

Hendes far, 76-årige Henry Hansen, passede butikken i datterens fravær, men hans IT-evner rakte ikke til at logge ind på virksomhedens IT-system og fremvise den risikoanalyse, som fødevarekontrollen pludselig stod i butikken og ønskede at se.

Derfor kvitterede fødevarekontrollen med en bøde og en mellemfornøjet smiley.

Fødevarekontrollen kunne have ringet i forvejen for at sikre sig, at Christina Kørvel var på kontoret, når nu kontrollen havde et administrativt fokus. Fødevarekontrollen kan ikke forvente, at indehaveren af en lille butik kan stå til rådighed i hele butikkens åbningstid alle ugens dage. I de fleste andre jobs kan vi godt lave en aftale, inden vi tropper op på hinandens kontorer siger Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark, som repræsenterer en lang række af landets små og mellemstore fødevarevirksomheder.

Han forsætter med:

Vores medlemmer går ikke på arbejde med det formål at løbe om hjørner med fødevarekontrollen. De ønsker et godt samarbejde, hvor de også har mulighed for at planlægge deres tid. Vi håber derfor, at FødevareDanmarks ønske om, at administrative kontroller skal varsles, bliver hørt i de igangværende forhandlinger om et nyt fødevareforlig siger Leif Wilson Laustsen.

Han håber, at sagen kan være med til at sikre nogle regler, som i højere grad tager hensyn til indehavernes planlægning.

Fødevareminister træder ind i sagen

Fødevarekontrollen endte med at trække bødeforlægget og den mellemfornøjede smiley tilbage, men det ændrer ikke på, at sagen fra Strib nu også har fået politisk opmærksomhed.

De Konservatives fødevareordfører, Per Larsen, har således stillet et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til fødevareminister Jacob Jensen om, hvad ministeren mener om Strib-sagen.

Det er vigtigt, at de tilsynsførende møder virksomhederne i øjenhøjde,

Jeg har derfor lanceret et adfærdskodeks på tværs af ministeriets kontrolindsatser, som sætter fokus på, at tilsynsførende og kontrollanter agerer professionelt, kompetent, høfligt og hensynsfuldt skriver ministeren i sit svar. 

Leif Wilson Laustsen glæder sig over, at ministeren har fokus på en større fleksibilitet i Fødevarestyrelsens praksis, men håber stadig, at det udmønter sig i nye regler.

FødevareDanmarks fokus er, at sager som den i Strib ikke gentager sig. Derfor håber vi også, at det kommende fødevareforlig vil sikre en højere grad af fleksibilitet for indehaverne af fødevarebutikkerne, siger han.