01. juli 2026

|

Pressemeddelelse

Fra værksted til museum: Unge fra Middelfart Ungdomsskole udstiller på M/S Museet for Søfart

Skibsmodeller, maritimt håndværk og stærke fællesskaber er omdrejningspunktet i UngHavn – ungdomsskolernes nationale maritime projekt.

Fra værksted til museum: Unge fra Middelfart Ungdomsskole udstiller på M/S Museet for Søfart
Af: Middelfart Kommune | Foto: AI-genereret med Google Gemini

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Nu får unge fra Middelfart Ungdomsskole mulighed for at vise resultatet af måneders arbejde frem, når deres håndbyggede skalamodel bliver en del af sommerudstillingen UngHavn udstiller på M/S Museet for Søfart i Helsingør.

I løbet af det seneste år har unge fra ungdomsskoler i otte forskellige havnebyer arbejdet med maritime håndværk, sejlads og fællesskab i samarbejde med lokale maritime aktører og frivillige ildsjæle. Resultatet er otte unikke skibsmodeller, som fra den 1. juli kan opleves i den udendørs udstilling på M/S Museet for Søfart.

Udstillingen er kulminationen på UngHavn – et landsdækkende projekt, der giver unge mellem 12 og 25 år adgang til praktiske aktiviteter og nye fællesskaber med havnen som fælles tredje. De unge har selv valgt, hvilke skibe de ville bygge modeller af, og udstillingen byder derfor på alt fra historiske fartøjer til lokale bådtyper og klassiske træskibe.

Udstillingen er et synligt bevis på, hvad de unge har skabt sammen – og også på værdien af de fællesskaber, UngHavn bygger på. Når vi kombinerer fjord og hav, praktisk dannelse, leg og autenticitet, skaber vi stærke fællesskaber og alternative veje til trivsel for unge, siger Jimmi Mørup Nielsen, programleder i Ungdomsskolerne.

Lokalt samarbejde skaber nye fællesskaber

Middelfart Ungdomsskole har siden 2024 drevet UngHavn i samarbejde med Bådbygger Chris Domino og Lillebælt Væftet på Gl. Havn. Her har unge hver torsdag kl. 17.00-20.00 kunnet mødes om bygning af skibsmodel, sejlads, værkstedsarbejde, træhåndværk, knob, fællesskab og andre aktiviteter. Nogle af de unge fra UngHavn havde desuden den store oplevelse at mødes med og løbe med Kong Frederik til Royal Run. 

Projektet bygger på ungdomsskolens erfaring med unges trivsel og udvikling kombineret med det maritime miljø som ramme for praktisk læring og nye fællesskaber. For mange unge bliver havnen et sted, hvor de får nye interesser, lærer håndværk og oplever glæden ved at skabe noget sammen med andre.
Nu ser deltagerne frem til sommerens store samling i Helsingør, hvor omkring 100 unge fra hele landet mødes til UngHavns maritime sommercamp fra den 28. juni til 1. juli. Her skal de blandt andet sejle med store træskibe, deltage i maritime aktiviteter – og ikke mindst være med til den officielle åbning af udstillingen, hvor deres eget skib bliver vist frem for museets gæster.

Der er blevet brugt mange timer på modellen, så det er ret vildt, at den nu skal stå på museum. Det har været en kæmpe oplevelse at følge udviklingen af dette projekt og vi har kunnet følge de unge igennem de år, vi har kørt projektet. Projektet har formået at favne unge, der har været i skolefravær, med særlige behov og forudsætninger ind i et fællesskab sammen med det, vi kalder neurotypiske unge. At se det fællesskab og de venskaber, der er blevet skabt i projektets levetid, er rørende! Jeg ved godt, det er kæmpe stort, at vores skibsmodel er færdig og klar til udstilling, men det er de unges udvikling, der rører mig mest – for jeg er næsten helt sikker på, at de havde ikke været på samme gode sted i dag, uden UngHavn, siger Kristina Hundahl, der er afdelingsleder i Middelfart Ungdomsskole.

Fakta om UngHavn

UngHavn er Ungdomsskolernes nationale maritime projekt, som drives i samarbejde med UngHolbæk og Nationalmuseets Skibe og er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond med 8 mio. kroner.

Projektet giver unge mellem 12 og 25 år adgang til maritime aktiviteter, håndværk og fællesskaber og bygger bro mellem ungdomsskoler, maritime aktører, museer, frivillige og lokale kræfter.

Udstillingen UngHavn udstiller åbner på M/S Museet for Søfart den 1. juli og kan opleves frem til 9. august.

Læs mere på www.unghavn.dk

Nøgleord
OplevelserKulturBørn & unge
Event Information