Skip to main content
5. april 2024

Golfklubben Lillebælt klar med masser af spændende arrangementer og begynderforløb

Har du overvejet, om du skal starte til golf? Så starter Golfklubben Lillebælt flere spændende tiltag og hold op henover foråret.

Af: Isabella Ravn | Foto: Golfklubben Lillebælt

Er du på udkig efter en fritidsaktivitet, hvor du kan kombinere motion, natur og socialt samvær? Så kunne golf være et rigtig godt bud.

Hos Golfklubben Lillebælt vil de rigtig gerne tiltrække flere nye medlemmer, og i den forbindelse har klubben, med mere end 30 år på bagen, ansat golfmanageren Michael Nielsen, der er et kendt ansigt i klubben, til at styrke deres samarbejde med erhvervslivet, medlemmer og medarbejdere samt for at tiltrække flere arrangementer til klubben.

Golfens Dag den 14. april

Ud over åbningsmatchen søndag den 7. april er et af sæsonens første arrangementer Golfens Dag den 14. april. Her kan alle komme og prøve kræfter med golfens verden på Golfklubben Lillebælts smukke baner. Alle kan være med, når der spilles fra kl. 10-12.30 og kl. 12-14.30. Golfklubben står klar med udstyr og medlemmer, der kan hjælpe og fortælle mere om klubben.

Det hele afsluttes med en omgang pølser på terassen. Se mere i invitationen nedenfor.

Kvinder & Golf med opstart 18. april

Golfklubben i Middelfart tager midt i april også fat på projekt ”Kvinder & Golf” for at få bedre kønsbalance i medlemskredsen. Klubben har desuden indført en mentorordning, der skal sikre, at begyndere af begge køn og spillere i alle aldre får den bedst mulige start og bliver integreret i klubben.

Første omgang med “Kvinder & Golf” bliver den 18. april kl. 17.30, hvor der bliver en introduktion og golftræning samt afslutning med tapas og rosé i klubhuset.

Anden træning bliver den 25. april kl. 18, og i maj spilles der 2. maj, 16. maj, 23. maj og 30. maj samt i juni den 6. og 13. Se hele programmet nedenfor. Og tilmeld dig endelig det skønne initiativ ved at sende en mail til sekretariatet@gkl.dk eller ved at ringe på tlf. 6441 8011.

Golf for juniorer

Klubben har desuden opprioriteret sit arbejde for såvel juniorerne som elitespillere. I klubbens juniorafdeling kan alle mellem 8-18 år være med og spille golf med andre jævnaldrene, der brænder for golf. Her trænes der med klubbens protræner med inddeling efter erfaring, men der er også fælles træning for alle juniorspillere, hvor der er aktiviteter for alle niveauer.

Det er vigtigt for golfklubben at få skabt et sjovt og lærerigt miljø, hvor det sociale fællesskab er i højsædet, så man kan udvikle sig, mens man har det godt sammen.

Er du interesseret i at høre mere om golftræningen for juniorer, så kontakt golfklubben på tlf. 6441 8011

Gode muligheder for alle – uanset dit behov eller handicap

Har du svært ved at finde tiden i hverdagen til at spille golf på ugentlig basis, så har Golfklubben Lillebælt flere spændende muligheder. Du kan både få kreeret et individuelt tilpasset forløb, eller du kan prøve klubbens “Weekend golf”, som består af to dage med intensiv træning på holdbasis en lørdag og søndag.

“Weekend golf” finder sted i weekenden den 20. og 21. april fra 9-17.30 og igen den 4. og 5. maj fra kl. 9-17.30.

Lyder det som noget for dig? Så læs mere på Golfklubben Lillebælts hjemmeside eller send en mail til sekretariatet@gkl.dk. Du kan også med fordel holde dig opdateret på kommende events og hold på deres Facebookside.