Skip to main content
18. januar 2024

Har frosten lavet huller i asfalten? Så giv kommunen et praj

Selvom det er hyggeligt med sne og frost, er det også hårdt for asfalten på kommunens veje og cykelstier. Giv kommunen en hjælpende hånd ved at tippe dem gennem appen Middelfart Borgertip.

Af: Isabella Ravn | Foto: Pexels

Hvis du er flittig bruger af appen Middelfart Borgertip, så ved du allerede godt, hvad du gør, hvis du opdager en ødelagt gynge på en offentlig legeplads eller et hul i vejen.

Men hvis du ikke kender til appen, så ved du måske ikke, at den kan hjælpe dig med at tippe kommunen om fejl og mangler i det offentlige rum i Middelfart Kommune.

Sne og frost giver udfordringer

Sne og frost er godt for vinterstemningen, men knap så godt for asfalten på kommunens veje og cykelstier. Frosten kan nemlig medføre flere revner i asfalten, som der trænger vand ned i. Når vandet fryser, udvider det sig og laver revner og huller i asfalten.

Derfor er det også en stor hjælp for kommunen, når borgere sender et tip, hvis de oplever huller i vejen eller på cykelstien.

Appen er den hurtigste og letteste vej til hjælp

Vedligeholdelsen af Middelfart Kommunes veje, stier og fortove varetages af Entreprenørafdelingen. Entreprenørafdelingen har ansvaret for drift og vedligeholdelse af de offentlige veje – herunder renholdelse, snerydning og mindre anlægsarbejder. Og de kan nemt løse problemer og forbedre de fysiske forhold for borgerne i kommunen, hvis du tipper dem via Middelfart Borgertip.

Download app’en fra Apple Appstore eller Google Play.

Opstår der noget akut, kan du også kontakte dem via telefonen. Læs mere om dette her.