Det bliver et løb med kongeligt islæt: H.M. Kongen lægger vejen forbi Middelfart og deltager i Royal Run 2026, efter at han tidligere på dagen har sat Royal Run i gang i Randers.
Royal Run afvikles i år i fem værtsbyer – Ringkøbing, Randers, Middelfart, Helsingør og København/Frederiksberg – og for første gang forventes arrangementet at samle over 100.000 deltagere på tværs af landet. Men i Middelfart bliver det byens egne gader og stræder, der danner rammen om den lokale festdag, når både løbere, tilskuere og frivillige fylder byen.
Fra Randers til Middelfart og videre mod hovedstaden
Det officielle startskud lyder i Randers, hvor Kongen for ottende gang trækker i løbeskoene og indleder dagen. Herefter går turen til Middelfart, inden København/Frederiksberg bliver Kongens sidste stop. Samtidig fordeler de øvrige kongelige sig i værtsbyerne: Kronprinsen deltager i Ringkøbing, mens Dronningen stiller til start i Helsingør.
De kongeliges deltagelse i Royal Run ’26
- H.M. Kongen sætter Royal Run i gang i Randers
- H.K.H. Kronprinsen deltager i Ringkøbing
- H.M. Kongen deltager i Middelfart
- H.M. Dronningen deltager i Helsingør
- H.M. Kongen deltager i København/Frederiksberg
En dag der samler byer og generationer
Hos arrangørerne af Royal Run ser man frem til endnu en dag, hvor Danmark bevæger sig sammen:
Vi glæder os til sammen med værtsbyerne at skabe endnu en stor oplevelse for deltagerne i et historisk stort Royal Run. Motionsfesten 2. pinsedag har på kort tid etableret sig som et samlingspunkt, der binder byer og generationer sammen. Den kongelige deltagelse i værtsbyerne er med til at understøtte denne unikke begivenhed, siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe i en pressemeddelelse.
Morten Mølholm, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og også i styregruppen, peger på, at Royal Run fortsat tiltrækker mange førstegangsdeltagere:
Om Royal Run:Royal Run er en folkefest, hvor fællesskabet fylder mere end formen. Hver tredje tilmeldte deltager er med i et motionsløb for allerførste gang, og det viser, at Royal Run er for alle. Det er netop den brede deltagelse, der år efter år er med til at skabe en festlig dag, siger Morten Mølholm.
- Royal Run arrangeres af Danmarks Idrætsforbund og DGI i samarbejde med Dansk Atletik.
- Royal Run støttes af Nordea-fonden, TrygFonden og Novo Nordisk Fonden. TV 2 og TV 2-regionerne er mediepartnere.
- Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledning af H.M. Kongens 50-års fødselsdag.
- Vanen tro afholdes Royal Run 2. pinsedag. I 2026 er det den 25. maj, og motionsfesten afholdes i Randers, Ringkøbing, Middelfart, Helsingør og København/Frederiksberg.
- Royal Run ’26 sætter ny deltagerrekord med 111.500 deltagere. Samtidig har 34 procent af de tilmeldte aldrig deltaget i et motionsløb før.
- Ved Royal Run ’25 var deltagerantallet 97.786 i de fem værtsbyer: Ribe, Horsens, Viborg, Korsør og København/Frederiksberg.
