Skip to main content
10. oktober 2023

Middelfart Sparekasse søger erhvervsrådgiver

Hos Middelfart Sparekasse er de på udkig efter en ny erhvervsrådgiver, der skal være med til at understøtte det lokale erhvervsliv. Er det dig? Så læs stillingsopslaget herunder.

Tilgængelighed, hurtige svar og en rådgiver, der kender kunden og virksomheden. Det er nogle af de ord, som vi ønsker, at erhvervskunderne i Middelfart Sparekasse sætter på os, når de taler om deres samarbejde med Sparekassen og den personlige rådgiver.

Hvis du kan leve op til det, så har vi et ledigt skrivebord til dig i vores afdeling i Middelfart.

Lidt friskt sagt har vi haft en erhvervsafdeling i Middelfart siden 1853, for vi har lånt penge ud til det lokale erhvervsliv lige siden første åbningsdag. Vi har derfor en stærk og sund forretning i Middelfart, men vi tror på, at der er endnu flere virksomheder i Middelfart og omegn, som kan bruge os som sparringspartner.

Det eneste vi mangler, er dig. Erhvervsrådgiveren med et stærkt netværk, solid faglighed og lyst til at arbejde på den mest attraktive arbejdsplads i finanssektoren*.

Som vores nye erhvervsrådgiver i Middelfart skal du:
  • overtage en portefølje af bestående kunder
  • arbejde opsøgende over for potentielle erhvervskunder
  • være holdspiller i et arbejdsmiljø med en uformel omgangstone.

Vi tør godt sige, at Middelfart Sparekasse er en særdeles god arbejdsplads. Ud over et stærkt fællesskab både i afdelingen og på tværs af hele Sparekassen, så viser vi dig stor tillid som medarbejder. Du får ingen personlige salgsmål og ingen krav om et vist antal kundemøder pr. uge. Vi forventer, at du formår at udnytte de frie rammer til at levere professionel og kvalificeret rådgivning, der munder ud i forretninger, der er til glæde for både kunderne og Sparekassen.

Hvis du har lyst til et spændende job i en sparekasse i udvikling, så send os din ansøgning. Ansøgningsfristen er 15. oktober 2023. Vi anbefaler, at du søger jobbet hurtigst muligt, for vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsdirektør i Middelfart erhverv, Mark Friis Jensen på tlf. 48 80 78 34 eller HR-direktør Helle Lund Gregersen på tlf. 27 90 05 47.

*Ifølge undersøgelsen “Medarbejderimage 2022” foretaget af Finanswatch og Wilke og baseret på besvarelser fra over 2.000 medarbejdere i finanssektoren.

Information