Middelfart Sparekasse søger Kommunikationskonsulent
Middelfart Sparekasse søger en kommunikationskonsulent, der kan formidle den gode historie via det skrevne ord. Er det dig, de søger?
Det vrimler med gode historier i Middelfart Sparekasse. Vi går på gulvtæpper lavet af gamle fiskenet, vi uddeler årligt en af landets største priser til en bæredygtig iværksætter, vi har det bedste image blandt medarbejdere i finanssektoren*, vi går med i kampen mod ensomhed, og vi…
Ja, listen er lang, og vi har brug for dig til at hjælpe med at få fortællingerne ud over rampen. Det kan være i form af pressemeddelelser, nyheder på hjemmesiden, information i nyhedsbreve, opslag på Facebook eller LinkedIn eller via en sjette eller syvende kanal. Vi leder efter dig, der kan formidle – primært via det skrevne ord, da vi har en dygtig kollega til at sørge for video og fotos, men kan du lave en mobilvideo i god kvalitet, skader det ikke.
Dit fokus i jobbet vil være ekstern kommunikation, men forvent også at spille en rolle på de interne linjer, hvor vi gennem god intern kommunikation kan styrke det i forvejen gode sammenhold på tværs af næsten 400 kolleger på 14 adresser.
Du får din daglige gang i hovedsædet i Middelfart, hvor du bliver en del af Sparekassens ledelsessekretariat. Vi sørger for bestyrelsesbetjening, jura, klagebehandling, intern og ekstern kommunikation samt driver Sparekassens bæredygtighedsarbejde.