Skip to main content
14. marts 2024

Kom med som gæst til stort indendørs ro-event på Brenderup Højskole

Gæster er velkomne, når Ocean Rowing Team – Thin Blue Line Denmark roer i 24 timer på en romaskine i Brenderup Højskoles gymnastiksal i weekenden.

Af: Isabella Ravn | Foto: Brenderup Højskole

Fra lørdag den 16. marts kl. 12 til søndag den 17. marts kl. 12 gæster holdet fra Ocean Rowing Team – Thin Blue Line Denmark Brenderup Højskole til det vildeste event i højskolens gymnastiksal. Holdet skal nemlig tilbringe 24 timer i en romaskine.

To personer af gangen skal nemlig ro i to timer, mens de andre to hviler, og roerne må kun forlade området, når de skal på toilettet.

Kom med som gæst

Foreningen Thin Blue Line Denmark yder et stort arbejde for at hjælpe tilskadekommende politibetjente og deres pårørende, og du kan blandt andet støtte deres arbejde ved at møde op til ro-eventet i weekenden.

De seje veteraner fra Ocean Rowing Team – Thin Blue Line Denmark har også brug for al den støtte, de kan få, for senere på året skal de ro over Atlanten.

Så kig forbi Brenderup Højskoles gymnastiksal, hvor roerne vil simulere et helt døgn på havet.

Det rygtes også, at der vil dukke flere kendte ansigter op i løbet af lørdagen. Og ikke nok med det, så vil der også være mulighed for selv at prøve kræfter med romaskinen og lade sig rive med af bølgerne.

Hør mere om ro-eventet og Ocean Rowing Team – Thin Blue Line Denmarks indsamling i deres video fra Facebook herunder.