09. januar 2025

Kommunens unge var i centrum til årets nytårskur på Hindsgavl Slot

Tirsdag den 7. januar inviterede Middelfart Byråd til nytårskur på Hindsgavl Slot, og det blev en spændende eftermiddag med taler, musik, netværksmuligheder - og de unge i fokus.

Kommunens unge var i centrum til årets nytårskur på Hindsgavl Slot
Af: Isabella Fuglsang | Foto: LokalNyt Middelfart

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Årets nytårskur satte et helt særligt fokus på de unge i Middelfart Kommune og på deres fremtid. Borgmester Johannes Lundsfryd fremhævede i sin åbningstale vigtigheden af at støtte de unge på vej, uden at overbeskytte dem, samt hvor vigtigt det er at lytte til de unge. Og det blev understreget ved at have inviteret ungdomsrådets forkvinde, Sally Kathrine Hundahl, og næstforkvinde, Hevi Ali, som gæstetalere. De fortalte om rådets arbejde og glædede sig over at få en stemme i kommunens nytårskur.
Nye, positive tiltag
Borgmesteren kunne også berette, at som en del af indsatsen har jobcenteret i 2024 styrket hjælpen til unge, der søger fritidsjob, da det kan give værdifulde erfaringer og nye fællesskaber. Jesper Hammer, direktør for Flensted Hanging Art, deltog også i nytårskuren og delte sine positive erfaringer med at ansætte unge i fritidsjob. Nytårskuren bød desuden på et oplæg fra Keld Demant, CEO i Bunker Holding, der præsenterede projektet "Tråden" – en omdannelse af "Den Hvide Hal" til et nyt tilbud målrettet unge. Således blev det et spændende arrangement med gode taler, musikalsk underholdning og muligheden for at skabe et stærkt netværk i kommunen.
Du kan også gøre en forskel for unge i Middelfart 
Hvis du også er interesseret i at gøre en forskel for kommunens unge, kan du blandt andet give en hånd med i Ungealliancen. Ungealliancen samler unge, lokale aktører og kommunens kræfter for at gøre Middelfart til et fantastisk sted at være ung. Læs mere om Ungealliancen her.
Event Information