Lidl Danmark har længe haft fokus på at reducere madspild, og i juleperioden intensiveres indsatsen. I et hjertevarmt samarbejde går dagligvarekæden sammen med hjælpeorganisationen Blå Kors Danmark om at mindske madspild og samtidig bringe juleglæde til trængte og udsatte familier.
Initiativet glæder blandt andet familier i Familienetværket Middelfart, som er et partnerskab mellem Blå Kors Danmark og Teglgårdskirken.
Når Lidl giver sin overskudsmad videre, betyder det, at der kan komme mad på bordet i juledagene hos familier, hvor pengene er små. Det giver ro i en presset tid. Den håndsrækning gør en stor forskel, og det er vi meget taknemmelige for, siger Morten Skov Mogensen, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark.
Afhenter overskudsmad i hele landet
Udover i Middelfart bliver maden uddelt via Blå Kors’ væresteder, varmestuer og familienetværk rundt omkring i landet. Overskudsmaden hentes lillejuleaften efter lukketid i 23 af Lidls butikker.
For mange er det en stærk tradition, at vi samles om måltidet i julen. Det er der nogen, der ikke har mulighed for, og derfor er jeg glad for vores samarbejde med Blå Kors. Det kan være med til at sikre, at god mad ikke går til spilde, men i stedet være et lille lyspunkt for dem, der har allermest brug for det, fortæller CEO i Lidl, Georgios Tokatlis.
Det forventes, at en betydelig mængde fødevarer, som er fuldt ud spiselige, men som ellers ville være blevet smidt ud, vil blive uddelt til Blå Kors’ brugere. Det drejer sig blandt andet om kød, frugt og grønt, mejeriprodukter og brød.
