Mine to mindste drenge er meget betænksomme og vil ikke skrive det, de ønsker sig mest på julegavelisten, fordi de ikke vil såre mig, fordi de ved, at jeg ikke har råd, og det gør mere ondt på mig end ikke at have råd til det de i virkeligheden ønsker sig.
Rekordmange ansøgere til julehjælp
For selvom danskernes privatøkonomi fylder langt mindre i den offentlige debat end sidste vinter og inflationen er stagneret, betyder det ikke, at de mest pressede familier har fået flere penge mellem hænderne. Derfor ser vi, at behovet for julehjælp er stort. Ligesom flere af de andre organisationer, som samler ind, oplever vi i år en kedelig rekord – igen. I løbet af den første måneds tid har over 17.300 søgt om julehjælp hos os. Det er 4.500 flere end samme periode sidste år. En stigning som et øget kendskab til organisationerne næppe kan forklare alene.Rigtig mange børnefamilier er fortsat voldsomt pressede økonomisk. For dem er julen en tid fyldt med bekymring, afsavn og ondt i maven, for de har ikke råd til julegaver, juletræ og julehygge. De børnefamilier, vi hører fra, kan ikke fejre julen uden julehjælp, siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen.
Måltider og medicin må droppes
Den økonomiske situation er i mange familier stort set lige så presset som i begyndelsen af året. 85% af respondenterne i familiepanelet fortæller, at de ofte mangler penge til nødvendige dagligvarer sidst på måneden. 71% har ladet være med at købe frugt og grønt, fordi de ikke havde råd, mens 63% inden for de seneste måneder har sprunget måltider over, og 60% har droppet lægeordineret medicin. Forældrene beretter også om, hvordan børnene lider afsavn på grund af deres pressede økonomi. Halvdelen har svært ved at få råd til sund mad til børnene. For over 80% er der ikke penge til at give deres børn nyt tøj og sko, og ligeså mange har svært ved at få råd til oplevelser som fx en biograftur til børnene.En langsigtet hjælp
I mange af de mest trængte børnefamilier er der derfor brug for andet og mere end et kontant beløb til jul. Derfor består Mødrehjælpens Julehjælp ikke kun af en økonomisk håndsrækning. Familierne får også tilbudt socialfaglig rådgivning og at deltage i lokale aktiviteter og fællesskaber – også når julen er slut. Derfor går nogle af midlerne også til vores nationale rådgivningstilbud. Det gør vi, fordi vi ved, at der typisk skal en mere langsigtet indsats til for alvor at hjælpe de mest pressede børnefamilier.For at kunne hjælpe så mange børn som muligt – ikke bare til juleaften, men også til en vej ud af den svære situation, deres familie er i – er vi selvfølgelig dybt afhængige af danskernes velvilje og opbakning, siger Ninna Thomsen.
